Musikstjerne og milliardær i bitter strid: Nu er der nyt

Der er nu indgået forlig mellem sangstjernen Aura og Skype-milliardæren Janus Friis.

Udgivet Opdateret

Der er nu blevet sat punktum i den langvarige fejde mellem de to eksforlovede, sangerinden Aura Dione og Skype-milliardæren Janus Friis.

Parterne har ellers virket ganske uforsonlige, efter de besluttede at hæve deres forlovelse i 2015.

Janus Friis skulle have sagsøgt Aura for samlet 21,6 millioner kroner – blandt andet skulle han have forlangt at få forlovelsesringen tilbage, som angiveligt er næsten fire millioner kroner værd ifølge Ekstra Bladet.

Men nu er der så opnået forlig i sagen, oplyser begge parters advokater i en pressemeddelelse.

Parret undgår dermed en retssag.

Ingen af dem ønsker dog at kommentere på forliget, fremgår det af pressemeddelelsen.

Som en del af forliget har parterne aftalt ikke at oplyse om forligets indhold eller udtale sig yderligere om de forligte sager eller deres nuværende eller tidligere forhold“, står der blandt andet.

Uskøn sag

Det er mange års bitter strid mellem de to parter, der nu har nået enden.

Kampen er i høj grad blevet udspillet i pressen mellem de to, og de har begge sendt verbale svinere afsted til hinanden i flæng.

Blandt andet har Janus Friis ifølge Ekstra Bladet udtalt:

– Hun (Aura Dione red.) fjernede ikke blot sine personlige ejendele, men tømte huset for møbler og kunst, som ikke tilhørte hende. Hun solgte også en bil, som hun ikke ejede, og beholdt pengene. Hun har siden forsøgt at få det til at se ud, som om jeg kom efter hende med advokater. Men sandheden er, at hun omgående hyrede en amerikansk advokat, og dermed begyndte efterspillet. Beløbene er for mig ikke det vigtige. Det handler om tillidsbruddet og hendes misbrug i kærlighedens navn.

Aura Dione har også udtalt sig om, hvordan striden med eks’en forhindrede hende i at udgive et musikalbum på grund af retssagerne.

– Jeg havde arbejdet i over to år på et album, der ikke kunne blive udgivet på grund af min ekskæreste og hans advokater. Når du som kunstner ikke kan udtrykke dig, er det ligesom at dø langsomt. Jeg følte mig som en havfrue, der har mistet sin hale, fordi det, jeg havde skrevet, ikke kunne få en plads i verden, har Aura tidligere sagt til magasinet Lime.

Powered by Labrador CMS