Modellen der blev spottet på McDonald’s

Gisele Bündchen var i 10 år verdens bedst betalte model. Nu redder hun regnskoven, dyrker yoga og spiser vegansk. Den 20. juli fylder den tidligere topmodel 40.

Gisele Bündchen var topmodel i 10 år og var endda “engel” for lingerigiganten Victoria’s Secret.Foto: PAULO WHITAKER / SCANPIX
Foto: PAULO WHITAKER / SCANPIX

Udgivet Opdateret

Som barn blev hun mobbet for at være for høj og for tynd, og hun bar to par bukser for at fylde mere omkring benene.

Men da hun var 13, blev hun spottet af nogle andre end sine skolekammerater, nemlig på en McDonald’s under en udflugt til storbyen São Paulo.

Og derfra kunne brasilianske Gisele Bündchen lade være med at kigge sig tilbage.

Artiklen fortsætter under videoen.

Hun blev model i den brasilianske metropol, men flyttede som 16-årig fra São Paulo til New York, hvor 12-talspigen fra provinsen ramte ind i et ganske uvant miljø.

– Jeg betragtede alt kaosset uden at komme specielt tæt på. Stoffer. Piger, der kom og gik. Nogle klarede den, nogle røg på afveje og tog hjem, har hun fortalt magasinet Vogue.

“Den smukkeste pige i verden”

Men Bündchen, der 20. juli fylder 40, klarede den og blev hurtigt populær blandt topdesignere og modemagasiner.

I modsætning til mange af tidens radmagre modeller, der så ganske usunde ud, havde Bündchen elegante former og så sund ud.

Så elegante og så sund, at hun som 19-årig landede en 25 millioner dollar-kontrakt med lingeri- og skønhedskoncernen Victoria’s Secret.

Og så gik det for alvor opad for Gisele Bünchen. Hun reklamerede for mange af verdens topbrands, optrådte på forsiden af over 1200 magasiner og blev af musikmagasinet Rolling Stone udråbt som “den smukkeste pige i verden”.

Vejen til et meningsfuldt liv

Hun var ti år i træk verdens bedst betalte model og har udbygget sin formue blandt andet med sit eget mærke inden for sandaler.

I 2015 lod Bündchen sig pensionere som model og udgav i 2018 en bog om sin vej til et meningsfuldt liv.

Her fortæller hun om usund livsstil, panikanfald og selvmordstanker under karrieren som topmodel.

– Det hele var blevet til et bur, og jeg var dyret fanget indeni, gispende efter luft, skrev hun.

De oplevelser har fået hende til at lægge sit liv om, så hun i dag dyrker yoga og mediterer, ligesom hun ofte spiser vegansk.

Hun støtter kampen for at redde regnskoven og har været goodwillambassadør for FN’s miljøprogram siden 2009.

Kæreste med Leonardo DiCarprio

Gisele Bündchen blev født ind i en middelklassefamilie med fem døtre i den lille by Horizontina i det sydlige Brasilien som sjette generation af tyske indvandrere.

Hun har tidligere været kæreste med skuespilleren Leonardo DiCaprio.

Men siden 2009 har hun været gift med Tom Brady, der spiller amerikansk fodbold for Tampa Bay Buccaneers i Florida, hvor parret nu bor med deres børn.

Powered by Labrador CMS