Midt i sorgen: Rørt dronning takker på sin fødselsdag

Den britiske kongefamilie er i en sørgeperiode, men takker mange gange for folkets rørende beskeder

Dronning Elizabeth takker i et opslag på Instagram for fødselsdagsbeskeder. (Foto: Kirsty Wigglesworth/Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke mange dage siden, at dronning Elizabeth var til begravelse for sin mand, prins Philip, som døde i en alder af 99 år.

Nu kan den britiske dronning fejre 95-års fødselsdag, men det er en dag i skyggen af hendes store sorg. Derfor bliver dronningen også på Windsor Castle på sin fødselsdag, oplyser det britiske kongehus på Instagram.

Den britiske dronning takker for de mange hilsner og lykønskninger på dagen.

– Som familie er vi i en periode af stor sorg, men det har været en støtte for os alle at se og høre hyldesterne til min mand fra folk i Storbritannien, Commonwealth og rundt omkring i verden.

– Min familie og jeg vil gerne takke jer for alt den støtte og venlighed, vi har fået de seneste dage. Vi er dybt rørte, og bliver fortsat mindet om den store betydning Philip havde for utallige mennesker gennem sit liv, lyder det fra dronning Elizabeth i et opslag på Instagram.

Gift i 73 år

Prins Philip og dronning Elizabeth var gift i mere end 73 år, og var altså bare et mulehår fra at kunne fejre det royalt klingende kronjuvelbryllup.

Dronning Elizabeth blev født i 1926 i Mayfair i London, og fik siden en lillesøster, prinsesse Margaret.

Hun var bare 25 år, da hendes far, kong George den sjette, døde. Der gik dog halvandet år, før hun selv blev kronet, og nåede inden da at fylde 27 år. Kroningen fandt sted i juni 1953 i Westminster Abbey.

Dronning Elizabeth er den regent, der har siddet længst på tronen i Storbritannien.

Privat har hun en stor interesse for heste og er meget glad for sine hunde, og så holder hun af at gå ture i naturen.

Dronning Elizabeth har også en lidt mindre offentligt kendt passion for skotsk folkedans, skriver det britiske kongehus på deres hjemmeside.

Powered by Labrador CMS