Meghan udsat for svindelnummer

Onlinesvindel er ikke et nyt fænomen, og det er heller ikke nyt, at kendtes ansigter misbruges til det. Nu er det gået royalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere og flere kendte opdager pludselig deres ansigter som reklamesøjler for alverdens besynderlige produkter og hjemmesider, der lugter langt væk af svindel.

Eksperter har tidligere over for Kendte.dk forklaret, at det ganske enkelt handler om, at det gør svindelnumrene troværdige, når der er et kendt ansigt påklistret.

Givetvis er det også tanken bag en ny online-kampagne for påståede vægttabspiller. Over alt i især engelsktalende lande dukker de for tiden op med Hertuginde Meghan som kransekagefigur.

Med sætninger som “jeg er ikke anderledes end andre kvinder. Efter min graviditet, ændrede min krop form, men med keto body tone kom jeg stærkt tilbage” og “jeg har lagt hjerte og sjæl i dette produkt” forsøger svindlerne at misbruge det royale navn.

Ifølge den britiske avis Daily Mail oplyser kilder med indsigt i det britiske kongehus, at Buckingham Palace har en fastlagt plan til at håndtere den slags situationer – og i øvrigt er godt i gang med at standse svindlerne.

Avisen skriver desuden, at Meghan Markle faktuelt ikke har talt om sin figur eller vægt i al den tid, hun har været gift med Prins Harry.

På en af de åbenlyst falske hjemmesider fremgår det desuden, at kongehuset har forsøgt at sætte en stopper for, at hertuginden forfulgte muligheden for at lave sin egen serie af slankepiller.

Minder om danske udgaver

På mange måder minder svindlen om danske eksempler på det samme. Her hjemme er det blandt andet set, at Sarah Grünewald skal være blevet fyret fra TV2 og er gået all in på at sælge creme.

– Bullshit, kaldte hun det selv.

Luksusfælden-eksperten Jan Swyrtz har oplevet lidt á la det samme. Hans navn blev brugt til at love gode råd om investeringer, som kunne sikre naive mennesker hurtige penge. I den forbindelse sagde han til Kendte.dk:

– Det er som at slå i en dyne. Jeg kan ikke gøre noget ved det, hvis bagmændene sidder i Afrika eller sådan nogle steder. Man er magtesløsDet eneste vi kan gøre er, at gå frem og sige “Dette har vi ikke noget med at gøre. Hold jer langt væk, for det er svindel”.

Peter Ingemann og Jes Dorph, også kendt fra TV, har oplevet noget af det samme.

Powered by Labrador CMS