Martin Miehe-Renard er nervøs

Tivolirevyen står nemlig for døren

Offentliggjort

Martin Miehe-Renard har både instrueret et hav af tv-julekalendere, teaterstykker og hele 35 revyer i sit 69-årige liv.

Alligevel er det netop revygenren, der giver ham de største sommerfugle i maven her ved indgangen til 2026, hvor han til foråret skal i gang med at instruere Tivolirevyen.

Martin Miehe-Renard er klar til revy for 36. gang.

Teater uden manuskript

- Når det er revy, er jeg altid nervøs, fordi jeg ser det som teater uden manuskript, sagde han til Kendte.dk ved 175-års revyjubilæum i ’Korsbæk på Bakken’ i november sidste år.

På scenen skal han få Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard, Neel Rønholt, Mikkel Becker Hilgart, Sicilia Gadborg og Lea Thiim Harder til at fungere som et helstøbt hold.

- Idéen er, at vi skal have en blanding af veteraner, der kender genren, blandet med debutanter, og så må vi se, om vi kan få noget sjov ud af det, lød det videre.

Bliver superfedt

- Der er tale om et nyt hold. Vi har vores egne idéer om, hvordan det skal være, og jeg tror, det bliver superfedt, fortalte den erfarne instruktør, der også selv skriver revytekster.

- Men jeg har det princip, at når jeg skal instruere, så overlader jeg revyteksterne til andre. Skulle der opstå huller, så kan det godt være, at jeg træder til.

Ind til sjælen

Et par erfarne kræfter i ensemblet bidrager også med tekster.

- Både Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er blandt de dygtige leverandører, og det er vidunderligt at have dem med, forsikrede Martin Miehe-Renard.

- Målet er at få folk til at grine, men også at de får noget med hjem. 'Latteren åbner en dør ind til sjælen, så fornuften kan slippe ind', citerede han den italienske dramatiker Dario Fo for at have sagt.

Tivolirevyen med Neel Rønholt, Lea Thiim Harder, Mikkel Becker Hilgart, Henrik Lykkegaard, Sicilia Gadborg og Niels Ellegaard
Powered by Labrador CMS