Harry Potter-serie rammer skærmen i december
Bliver vist tidligere end planlagt
Fans af Harry Potter-universet kan se frem til en længe ventet julegave.
HBO Max' kommende seriefilmatisering af den første af J.K. Rowlings syv fantasybøger om troldmanden Harry Potter og hans venner på skolen Hogwarts får premiere på streamingtjenesten i julen 2026.
Tidligere var det meldt ud, at serien ville få premiere i 2027.
Serien har titlen "Harry Potter og de vises sten" ligesom J.K. Rowlings første bog fra 1997.
Bogen blev filmatiseret første gang i 2001. Her spillede Daniel Radcliffe titelrollen som Harry Potter, mens Emma Watson og Rupert Grint spillede hans to venner Hermione og Ron.
30.000 til casting
HBO Max begyndte at lede efter de tre hovedroller i efteråret 2024 og havde flere end 30.000 skuespillere til casting.
Valget faldt på henholdsvis Dominic McLaughlin, Arabella Stanton og Alastair Stout som Harry Potter, Hermione og Ron i den nye serie.
- Talentet, som disse tre unikke skuespillere besidder, er fantastisk, og vi kan ikke vente med, at verden skal opleve deres magi på tv-skærmene, lød det dengang fra holdet bag serien.
Den eneste offentliggjorte genganger fra filmene er skuespilleren Warwick Davis, som genoptager sin rolle som professor Filius Flitwick, der underviser Hogwarts-eleverne i besværgelser.
Den oscarnominerede skuespiller John Lithgow skal spille Hogwarts' rektor, Albus Dumbledore, Paapa Essiedu indtager rollen som læreren Severus Snape, som er en del efter Harry Potter, og så spiller Lox Pratt rollen som Harry Potters ærkefjende Draco Malfoy.