Legendarisk makkerpar vender tilbage til TV2

Kommentatorparret Jimmy Bøjgaard og Claus Elming er ansvarlige for mange timers manglende nattesøvn hos football-interesserede danskere. Nu er makkerparret gendannet.

Udgivet Opdateret

En stor del af æren for at en perifær amerikansk sportsgren, hvor 22 store mænd i stramme bukser jager en oval bold, blev kæmpestor i Danmark, kan tilskrives d’herrer Claus Elming og Jimmy Bøjgaard.

I år 2000 begyndte makkerparret at stå for TV2 Zulus sending af amerikansk fodbold, og med godt humør og højt fagligt niveau, lykkedes det de to sportsnørder at gøre sporten overordentligt populær i Danmark.

Siden har TV2 mistet rettighederne til sportens vigtigste liga – NFL – og Claus Elming har, udover en mangeårig tjans som Vild med dans-vært, også andre jern i ilden som vært på blandt andet cykel-podcasten Veloropa og en podcast og hjemmeside om netop amerikansk fodbold, Gul klud.

Jimmy Bøjgaard beskæftiger sig primært med en anden amerikansk sport – ishockey, eller NHL – dog stadig på TV2.

Skal kommentere college football

Når makkerparret nu vender tilbage, bliver det selvfølgelig med amerikansk fodbold som omdrejningspunkt.

De skal nemlig kommentere college football – ungdomsfodbold på amerikansk manér – som er kæmpestort i USA, hvor de største kampe kan tiltrække millioner af tv-seere og op mod 100.000 tilskuere.

Og det glæder vækker glæde hos de gamle arbejdsgivere på TV2:

– Elming og Bøjgaard formåede i sin tid at vise, hvordan vi på TV 2s sportsredaktion kan gøre nichesport bred og interessant for mange flere, end man umiddelbart skulle tro. Jeg har i de senere år mødt mange, der har savnet football-makkerparret på skærmen, og jeg er virkelig glad for, at de to er med på ideen og igen vil kommentere football på TV 2 Sport, siger redaktionschef Kristian Hyldgaard fra TV 2 Sport i en pressemeddelelse.

TV 2 Sport sender finalerne Peach Bowl, Cotton Bowl og Orange Bowl lørdag 29. december fra klokken 18.00, mens Fiesta Bowl, Rose Bowl og Sugar Bowl kan indtages som tømmermands-tv nytårsdag fra klokken 19.00.

NCAA-finalen sendes direkte på TV 2 Sport natten mellem mandag 7. januar og tirsdag 8. januar.

Powered by Labrador CMS