Kvinde trængte ind hos prins
Forklarede vagterne, hun havde aftale med prinsen. Og så gik hun uhindret ind på the Royal Lodge
Noget kunne tyde på, at procedurerne for prins Andrews vagtpersonale kunne trænge til at blive gået lidt efter i sømmene.
I hver fald lykkedes det mandag den 19. april for en tilsyneladende mentalt forstyrret kvinde uhindret at trænge ind i prinsens hjem, the Royal Lodge i Windsor, hvor hans ekshustru Sarah Ferguson også bor.
Det skriver Mirror.
Betalte taxaen
Ifølge mediet, mødte kvinden op foran hjemmet og forklarede vagtpersonalet, at hun havde en middagsaftale med prinsen.
Herefter kunne hun frit gå ind. Personalet var endda så galante, at de betalte for den taxa, hun var ankommet med.
Kvinden, der angiveligt er spansk, spadserede rundt i haven i omkring 20 minutter og bevægede sig derefter indenfor i huset.
Her blev hun så tilbageholdt af en medarbejder, efter hun havde spurgt denne om, hvor prinsen opholdt sig.
Overgivet til psykiatrien
Kvinden blev efterfølgende afhentet og anholdt af politiet med en sigtelse for forsøg på indbrud. Senere blev hun overgivet til psykiatrien.
Hun skulle angiveligt have oplyst til politiet, at hendes navn er Irene Windsor og i øvrigt også fortalt, at hun og prins Andrew er forlovet, samt at hun bor hos ham og derfor ikke skulle identificere sig overfor vagtpersonalet.
Ifølge politiet var ingen på noget tidspunkt udsat for nogen form for fare i forbindelse med episoden.