Kronprinsparret deler foto: Så du detaljen?

Sidste år forpurrede coronapandemien planerne, men i år bliver motionsløbet Royal Run afviklet fem forskellige steder fordelt på danmarkskortet

Prins Vincent har knipset dette foto af sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, og familiens hund, Grace.
Prins Vincent har knipset dette foto af sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, og familiens hund, Grace.
Udgivet Opdateret

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kan efter sidste års coronaaflysning af motionsløbet Royal Run atter snøre kondiskoene.

Og træningen er allerede i fuld sving, fremgår det af kongehusets sociale medier.

I en video delt på Instagram ses kronprinsparret løbetræne i området ved Fredensborg Slot med familiens hund, border collien Grace.

Videoen er filmet af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys yngste søn, tiårige prins Vincent.

- Der er kun lidt under fire uger til Royal Run, og som mange andre er vi i fuld gang med træningen til løbet, lyder det fra kronprins Frederik, der står som afsenderen af billedteksten til Instagram-videoen.

- Vi glæder os begge til igen at opleve den helt særlige Royal Run-stemning, skriver tronarvingen videre i opslaget.

Deler sig op

Royal Run afholdes søndag den 12. september, og kronprinsparret vil dele sig op, så de kommer godt rundt i landet.

Kronprins Frederik løber med i Sønderborg, Odense og København/Frederiksberg.

Kronprinsesse Mary lægger - eller løber - vejen forbi Aalborg, inden hun tager til København for at heppe på sin mand, afslører både kongehuset og Danmarks Idrætsforbund.

Der løbes også Royal Run i Rønne, men der stiller ingen af kongehusets medlemmer op til start, fremgår det af programmet.

Kan gå eller løbe

I alle byer kan man vælge enten at gå eller løbe enten en mil, som svarer til 1,6 kilometer, fem kilometer eller ti kilometer.

Der er stadig ledige startnumre til årets Royal Run.

Det oplyser Danmarks Idrætsforening i en pressemeddelelse.

Løbet blev første gang afholdt i 2018 i anledning kronprins Frederiks 50-års fødselsdag samme år.

Her var 70.500 personer tilmeldt.

Året efter var mere end 82.000 personer tilmeldt løbet.

Powered by Labrador CMS