Kronprinsesse Mary hyldes for særlig detalje

Brugerne på det sociale medie Reddits forum for streetwear roser kronprinsessen for hendes valg af sko.

Udgivet Opdateret

Det er ikke første gang, at kronprinsesse Mary hyldes for det tøj, hun ifører sig. Nu får kronprinsessen igen opmærksomhed, men denne gang for et par sko, ligesom det gjorde sig gældende ved erhvervsfremstødet i Italien.

Brugerne på det sociale medie Reddits forum for streetwear hylder kronprinsesse Mary for hendes valg af sneakers, da hun torsdag deltog i 80-års jubilæet for Julemærkehjemmet i Hobro.

Fået dem af prinsen

Kronprinsessen havde til jubilæet iført sig et par hvide Nike Vapormax sneakers, som nu er blevet omdrejningspunkt for en hyldest på Reddit.

Her skriver brugeren VodaActual, at det med 100 procents sandsynlighed er prins Christian, der har sørget for moderens moderigtige skotøj.

Og med 179 kommentarer i skrivende stund, står det klart, at der er begejstring for kronprinsessens sko. Streetwear-foraet har omkring 1.1 millioner læsere.

Praktisk fodtøj

Det kunne tænkes, at det udover at være en stilistisk beslutning, også har været af praktiske årsager, at kronprinsessen hoppede i et par flade sko.

Under fejringen af Julemærkehjemmet i Hobros jubilæum skulle kronprinsessen på tennisbanen, hvor hun sammen med tre af hjemmets børn spillede padel tennis.

Powered by Labrador CMS