Knust af brud i sin debutsæson

Følelsesladet debutsæson for Sofie Martinussen som ny vært på "Landmand søger kærlighed"

Offentliggjort Sidst opdateret

Sofie Martinusen overtager værtsrollen på 'Landmand søger kærlighed'

Sofie Martinusen, tidligere realitydeltager, har overtaget værtsrollen på TV 2's 'Landmand søger kærlighed' efter Lene Beier.

Trods personlige udfordringer fandt hun styrke i optagelserne og gjorde rollen til sin egen.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er nogle store gummistøvler at udfylde i rollen som værten, der har taget over på TV 2-programmet "Landmand søger kærlighed".

Datingprogrammets nye vært, den 29-årige tidligere realitydeltager Sofie Martinusen, har taget over efter Lene Beier, der ellers har stået i spidsen for datingprogrammet, siden første sæson løb over skærmen for ti år siden.

- Det var meget nervepirrende i starten. Lene Beier er en elsket vært, og mange, inklusiv mig selv, vil komme til at savne hende, siger Sofie Martinusen.

- Rundt på gulvet

48-årige Lene Beier stoppede efter 11 sæsoner på programmet, da hun valgte at starte et nyt eventyr i Østrig, hvor hun nu driver alpehotellet Edelweiss.

- I starten var jeg jo fuldstændig rundt på gulvet. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne finde ud af det, og at jeg ikke var god nok. I løbet af optagelsernes første uge tænkte jeg: "TV 2 bør fyre mig! Det her går jo slet ikke!", siger Sofie Martinusen.

Men som optagelserne skred frem, fik hun ros af TV 2 for sin måde at gribe værtsjobbet an på.

- Jeg kunne fornemme, det var rart for landmændene og bejlerne at tale med en, der sad med den fulde forståelse for, hvordan det er at stå på den side af programmet, siger Sofie Martinusen, om hvordan hun kunne bidrage til programmet som tidligere bachelorette. (PR-foto).

Selvtilliden voksede

Med det voksede selvtilliden, og det blev lettere at gribe rollen og gøre den til sin egen, fortæller hun.

I begyndelsen blev presset ellers ikke mindre af, at hun selv havde vist interesse for jobbet ved - for sjov - at fortælle folk på TV 2, at hvis det skulle blive ledigt, stod hun klar i kulissen.

En kulisse, hun nu er kørt frem fra, efter hun trodsede janteloven og råbte højt om sine drømme.

En helt almindelig studerende

Inden det første tv-eventyr startede for Sofie Martinusen, var hun en helt almindelig studerende på Aalborg Universitet, hvor hun læste international virksomhedskommunikation - dengang med drømmen om at kunne hjælpe store virksomheder.

Men det var, inden turen gik til Sri Lanka for at date en masse mænd på danskernes skærme i TV 2's seersucces "Bachelorette".

Ny drøm

Nu er den drøm erstattet af en anden.

- Jeg havde slet ikke overvejet, at jeg et år efter ville stå med rollen som vært. Man skal turde sige sine drømme højt. Det skal man slet ikke være bange for, siger Sofie Martinusen.

At tale højt om sine drømme kræver selvtillid, og den fik Sofie Martinusen allerede ved at være på skærmen første gang.

- Det giver jo rigtig meget selvtillid, når "Bachelorette" kunne se et potentiale i mig og syntes, jeg var god til at være mig selv, siger hun.

Har stået i samme situation

Det var ikke kun selvtillid, Sofie Martinusen fik af at være med i TV 2's store datingprogram. Hun fik også en læring, som hun nu kan bruge, når hun skal hjælpe forelskelsen på vej på landet.

For selv om hun ikke har den samme livserfaring som flere af landmændene og bejlerne, har hun selv været igennem den store dating-mølle på nationalt tv.

- Mange af dem er ældre end mig, så jeg måtte acceptere, at det ikke var alle råd, jeg kunne give dem. Men jeg har stået i samme situation som dem, hvor jeg skulle date flere på én gang, og hvor nogle skulle vælges fra, fortæller hun.

Mødte kærligheden

- Når man står i så sårbar en situation, er det vigtigt, man har en, man kan gå til, og som kan hjælpe en igennem processen, når man skal finde kærligheden. Da jeg selv var afsted, var det Petra Nagel, som var der, hvis man havde brug for det.

Sofie Martinusen kom ud af anden sæson af "Bachelorette" i 2024 med kærligheden i hånden.

Her mødte og forelskede hun sig i den dengang 24-årige tatovør Daniel Lazrak Vadsholt, som fik Sofie Martinusens sidste rose i datingprogrammet.

De to dannede par indtil denne sommer. Midt under optagelserne af "Landmand søger kærlighed" gik parret fra hinanden.

Hårdt brud

- Der er ikke sket noget forfærdeligt mellem os. Nogle gange er man kun i hinandens liv for en stund, og det var bare ikke meningen, at det skulle være os i sidste ende, skrev det tidligere par dengang i et fælles opslag på det sociale medie Instagram.

- Det var hårdt, men optagelserne var også noget af det, der reddede mig, siger hun og uddyber:

- Hårdt, fordi jeg stod i den situation, at jeg selv var knust, men gennem optagelserne blev jeg mindet om, at kærligheden blomstrer.

Fandt styrke

På den måde fandt hun styrke til at komme igennem bruddet.

- Der var kærlighed hele tiden, og jeg var i deltagernes kærlighedsboble og fik lov til at se dem forhåbningsfulde, mens jeg kunne dele glæden med både produktionen og landmændene, siger hun.

Det er om tirsdagen, man kan se Sofie Martinusen hjælpe landmændene igennem datingmøllen på TV 2 og TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS