Tv-vært bekræfter brud
Sofie Martinusen har smidt håndklædet i ringen
Den nyudnævnte vært på TV 2-programmet ‘Landmand søger kærlighed’, Sofie Martinusen, deler nu åbent, at hun og kæresten Daniel Lazrak er gået hver til sit.
De fandt sammen gennem datingprogrammet 'Bachelorette'.
I et opslag på Instagram understreger hun, at forholdet har været præget af ægte kærlighed og respekt – også i afslutningen.

Respekt og varme
- Vores kærlighed var ægte og smuk, og det er også sådan, vi er gået fra hinanden, med respekt og varme, skriver hun.
Sofie Martinusen lægger ikke skjul på, at den seneste tid har været følelsesmæssigt svær.
- Der er ikke sket noget forfærdeligt mellem os - nogle gange er man kun i hinandens liv for en stund, og det var bare ikke meningen, at det skulle være os i sidste ende, forklarer hun.
Ville ikke fortsætte
Parret har forsøgt at holde bruddet privat, men har nu valgt at dele det offentligt, fordi det blev for hårdt at lade som ingenting.
- Det har været rigtig hårdt den sidste måned at gå og lade, som om vi stadig er sammen, når folk spørger os. Hårdere, end vi havde troet. Sådan ønsker vi ikke at fortsætte sommeren, lyder det.
Hun understreger, at de to stadig har haft fokus på at støtte hinanden igennem bruddet og nu blot ønsker fred og ro.
- Det var alt, vi havde at sige om det hele. Vi kommer ikke til at uddybe det yderligere, skriver hun og afslutter opslaget med ordene:
- Vi er begge okay og ser fremad. Kæmpe kærlighed herfra.