Kesi og Kidd laver gourmetmad i nyt TV2-program

Den fremadstormende skuespiller Dulfi Al-Jabouri vil lære sine celebre venner at begå sig i et køkken

Kesi er en af de kunstnere, der skal på kokke-tur. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

De kan lave ørehængende musik – men mad, det kan de ikke lave.

Sådan lyder det fra filmstjernen Dulfi Al-Jabouri, som har inviteret en række af sine celebre venner fra musikbranchen på kokkekursus i det nye TV2-program “Madholdet”.

Artiklen fortsætter under videoen

Hver især tager Dulfi Al-Jabouri med henholdsvis Kesi, Sivas, Hans Philip, Karl William, Kidd og Lord Siva ud til nogle af landets gourmetkokke.

I det første program tager Dulfi Al-Jabouri rapperen Kesi med til de sydfynske feinschmeckere på Falsled Kro.

Og der venter rapperen noget af en udfordring.

For når Kesi normalt skal have noget i skrutten, så bestiller han det oftest udefra, fortæller den 28-årige prisvindende hitmager blandt andet i programmet.

– Jeg spiser ret ofte ude, men det er man tvunget til, når man ikke kan lave mad, lyder det fra Kesi i udsendelsen.

Men på Falsled Kro skal han under kyndig vejledning af chefkokken Kasper Hasse blandt andet grille grøntsager, smørstege svampe samt pochere og fritere vagtelæg og kreere en drue-barbecue.

Retten serveres til sidst for resten af flokken, som kommer med deres vurdering af Kesis kulinariske evner.

De første episoder af “Madholdet” ligger allerede på TV2 Play.

I næste afsnit skal Karl William forbi den anerkendte restaurant Substans, som er blevet tildelt michelinstjerner hele fire gange.

Powered by Labrador CMS