Kæmpe hæder til guvernør

Andrew Cuomo belønnes for sit lederskab under corona-pandemien.

Udgivet Opdateret

Den demokratiske New York guvernør Andrew Cuomo kan se frem til en for ham ganske uvant hæder. Han vil nemlig blive kåret som vinder af årets internationale Emmy-pris ‘Founders Award’ – eller på dansk ‘Iværksætter-prisen’.

Det skriver Emmy-organisationen på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter under videoen

Her fremgår det også, at han får prisen for sin håndtering af corona-pandemien og ikke mindst brugen af TV-mediet som informationskanal.

I perioden fra den 2. marts til den 19. juni stod han bag hele 111 TV-transmitterede corona-briefinger omkring den aktuelle situation samt råd og vejledning omkring den.

“Guvernørens daglige briefing fungerede så godt, fordi han effektivt leverede tv-shows med karakterer, plots samt historier om både succes og fiasko,” siger det internationale Emmy akademis præsident og CEO, Bruce L. Paisner.

Han nævner også, at folk fra hele verden så med, og at New York blev et symbol på beslutsomhed og kampen mod corona.

Andrew Cuomo er ikke den første politiker, som får prisen. I 2000 blev den for eksempel givet til den tidligere demokratiske præsidentkandidat Al Gore.

Normalt er det dog TV branche-folk, der løber med ‘Founders Award’. Sidste år var det Game of Thrones-skaberne David Benioff og D.B. Weissden, der løb med den.

Årets ‘Founders Award’ uddeling finder sted torsdag den 23. november.

Powered by Labrador CMS