Jokeren dømt for sprit- og narkokørsel

Jokeren er dømt for spiritus- og narkokørsel. Foto: Kim Matthäi Leland/Wikipedia.
Udgivet Opdateret

Jokeren har sidste år kørt bil med både kokain og alkohol i blodet, lyder dommen fra Københavns Byret.

Med en promille på 0,77 og kokain i blodet blev den danske rapper Jesper Dahl, der nok er bedre kendt som Jokeren, stoppet i sin bil af politiet i februar sidste år. Onsdag blev han idømt tre et halvt års frakendelse af kørekortet samt en bøde, skriver Ekstra Bladet.

Dommen faldt onsdag formiddag ved Københavns Byret, hvor musikeren blev idømt en bøde på 42.500 kroner oveni frakendelsen af kørekortet.

Ud over at være påvirket af både alkohol og narkotika har retten også fundet, at Jesper Dahl kørte uden gyldigt kørekort, ligesom han havde kokain på sig, da han blev stoppet af politiet i februar 2015.

Siden den aften er han efterfølgende blevet stoppet to gange af politiet med kokain på sig, skriver Ekstra Bladet.

Mødte selv op i retten

Den danske rapper, der blandt andet er kendt for sin tid i gruppen Den Gale Pose, var selv mødt op i retten onsdag og tilstod.

– Det her har været et wake-up call for mig, og jeg har lagt mit liv om, sagde han blandt andet ifølge Ekstra Bladet.

Hans advokat har nu udbedt sig betænkningstid til at finde ud af, om han og hans klient vil anke sagen. I så fald har de 14 dage til at gøre det.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS