Jesper Winge Leisner er sovet ind
Musicalmageren bag ’Den eneste ene’ blev 74 år
Teaterproducent og komponist Jesper Winge Leisner er død efter kort tids sygdom.
Han sov ind 1. marts og blev 74 år.
Han var gift med filminstruktør Susanne Bier.
Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Jesper Winge Leisner var en markant skikkelse i dansk underholdning gennem mere end fire årtier. Først som sangskriver og drivkraft i bandet Rocazino – siden som reklameprofil og de seneste 21 år som en af landets mest succesfulde musicalproducenter.
Bag Rocazinos store hits
Allerede i begyndelsen af 1980’erne satte han sit aftryk på dansk popmusik. Som sangskriver i Rocazino stod han bag ørehængere som Elsk mig i nat, All My Love, Ridder lykke og Dine øjne er så blå.
I 1988 skrev bandet desuden fodboldlandsholdets EM-slagsang En for alle.
Hans hustru fra 1972 til 2004, Ulla Cold, var forsanger i bandet.
Skabte folkelige musicalsucceser
I 2004 skiftede Jesper Winge Leisner spor og stiftede produktionsselskabet One & Only Musicals.
Debuten blev Den eneste ene – The Musical i 2005, baseret på Susanne Biers filmhit. Forestillingen blev en publikumssucces og modtog en Reumert for Årets Musikkteater.
Siden fulgte en lang række store opsætninger, blandt andre Elsk mig i nat, Olsen Banden – The Musical, Den skaldede frisør, Matador, Grease, Dirty Dancing, Saturday Night Fever og Moulin Rouge! The Musical.
Samlet har hans musicalproduktioner solgt over 1,4 millioner billetter.
Så sent som i sidste uge havde One & Only Musicals premiere på en ny opsætning af Den eneste ene i Tivoli.
Jesper Winge Leisner nåede også at udvikle Thomas Helmig-musicalen Stupid Man samt den kommende Romeo & Julie.
Familien i centrum
Privat lagde han vægt på det, han selv kaldte sin ”store, kulørte og lykkelige familie”.
Foruden hustruen Susanne Bier efterlader han sig sine tre børn, som han har med Ulla Cold – tekstforfatter og sanger Jonas Cold Winge Leisner, filmfotograf Valdemar Cold Winge Leisner og filmproducer Anna Cold Winge Leisner – samt Susanne Biers to børn – filminstruktør Gabriel Bier Gislason og teaterinstruktør og skuespiller Alice Bier Zandén – og seks børnebørn.
Med Jesper Winge Leisners død mister dansk teater en producent, der insisterede på det folkelige og på at skabe musicals for et bredt publikum.