- Jeg er mentalt sundere

Peter Ingemann fyldte for godt en måned siden 50 år. Og han har aldrig haft det bedre fysisk og mentalt, lyder det fra den folkekære TV 2-vært

Udgivet Opdateret

Det var en veloplagt Peter Ingemann, der lørdag aften troppede op i lederhosen til årets uddeling af Tvprisen i Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Den kendte tv-vært fyldte 50 år den 1. februar.

- Det føles faktisk rigtigt dejligt, siger Peter Ingemann og uddyber:

- Jeg havde intet problem med at fylde 50. Det havde jeg, da jeg fyldte 30. Men ikke 40 og ikke 50, fortæller han.

En smule paf

Peter Ingemann blev dog alligevel en smule paf, da han op til mærkedagen modtog en henvendelse fra et boligselskab, der bygger boliger til seniorsegmentet.

50-årsdagen betyder også, at han har den alder, hvor han tilbydes screening for tyk- og endetarmskræft og har fået tilsendt et hjemmeprøvesæt.

- Det skal man ikke gå i detaljer med, siger han med et grin og tilføjer, at det derudover er fedt at blive 50, når man har det godt.

- Det siger måske ikke så meget, men jeg har aldrig været i bedre form. Jeg synes også, at jeg mentalt er et sundere og mere modent og forhåbentlig også klogere menneske.

Ved, hvad han kan lide

Peter Ingemann ved, hvad han kan lide at lave og nyder at lave programmer som "Størst" og selvbetitlende udsendelser som "Ingemann og Vestkysten" og "Ingemann - Hitler, Stalin og Churchill".

Og der er mere på vej.

- Nu er jeg jo fastansat på TV 2 og er ansat til at komme med idéer og til at være vært. Men det er klart, at hvis ikke jeg kommer med nogle idéer, så skal TV 2 nok finde et eller andet, jeg skal være vært for, siger Peter Ingemann og fortsætter:

- Enhver mor er jo glad for sin egen grise, så jeg vil gerne komme med nogle idéer selv.

- Jeg ved godt, at vi tv-værter har ry for at være lidt narcissistiske. Men det er ikke det, det handler om. Jeg er sikker på, at seerne kan mærke, om du har engagement og ild i øjnene. Det bliver det bedre af. For mig, især for seerne og i sidste ende TV 2, for der skal jo helst være nogle, der skal se det.

Uddannet journalist

Peter Ingemann er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og der får man tyllet ind hele tiden at undre sig.

- Jeg bor jo i Jylland, lidt uden for Silkeborg, så jeg får idéer, når jeg går ude i skoven. Eller under bruseren for nu at være meget intim. Der opstår også mange idéer, når jeg kører i brugsen i min bil, fortæller han.

- Jeg tager mange gange udgangspunkt i, hvad jeg selv undrer mig over, eller hvad jeg selv synes, er interessant.

Langt væk hjemmefra

Det har bragt Peter Ingemann både Danmark og Jorden rundt.

Det har betydet, at han til tider har været langt væk hjemmefra i længere perioder ad gangen.

Men tilsvarende har han også haft lange perioder hjemme i Ry sammen med sin hustru og parrets to døtre.

- Mine piger har, da de var mindre - det gør helt ondt i maven at tænke på - syntes, at jeg har været meget væk nogle gange. Især da jeg lavede "Størst". Men så har jeg måske været hjemme 15-20 uger om året. Så på den måde har jeg balanceret det. Det håber jeg i hvert fald, siger Peter Ingemann.

- Jeg sagde her i anledning af 50-årig fødselsdag: "Jeg håber, I synes, at jeg har været en ordentlig far". Det sagde de i hvert fald ja til.

50 og klar til tv-fest iført lederhosen. - Det var bare en lidt sjov ting for nogle år siden. Men nu er jeg fanget i min egen joke. Så det er fast tradition, lyder det fra Peter Ingemann.
50 og klar til tv-fest iført lederhosen. - Det var bare en lidt sjov ting for nogle år siden. Men nu er jeg fanget i min egen joke. Så det er fast tradition, lyder det fra Peter Ingemann.
Powered by Labrador CMS