Jagerpiloter hylder Tom Cruise

Den amerikanske Top Gun-skuespiller er blevet tildelt en hædersguldpalme ved filmfestivalen i Cannes

Udgivet Opdateret

Tom Cruise er blevet tildelt en hædersguldpalme ved filmfestivalen i Cannes onsdag, hvor han deltager i forbindelse med fortsættelsen til 80'er-klassikeren "Top Gun".

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Her blev han samtidig hyldet med noget så passende som en eskadrille af fly, der fløj over den franske himmel.

Tom Cruise blev hædret med både jetfly på himlen og tildelingen af en hædersguldpalme onsdag. Det skete på filmfestivalen i Cannes, hvor han deltager i forbindelse med efterfølgeren til blockbusteren 'Top Gun' fra 1986.
Tom Cruise blev hædret med både jetfly på himlen og tildelingen af en hædersguldpalme onsdag. Det skete på filmfestivalen i Cannes, hvor han deltager i forbindelse med efterfølgeren til blockbusteren "Top Gun" fra 1986.

Den 59-årige amerikanske skuespiller deltager, fordi "Top Gun: Maverick" har europæisk premiere under festivalen.

Her spiller han hovedrollen og vender tilbage til den velkendte rolle som jagerpiloten Pete "Maverick" Mitchell.

Udskudt flere gange

Piloten skal træne en gruppe unge aspiranter til at manøvrere de hurtige F-18 Super Hornet-fly i en tid, hvor ubemandede droner bliver mere og mere almindelige.

Filmens premiere er blevet udskudt flere gange på grund af coronapandemien.

Men ifølge Cruise var det værd at vente på premieren.

- Jeg laver film for det store lærred, siger Tom Cruise i et interview ifølge AP.

Han overvejede aldrig, om filmen i stedet skulle have haft premiere på en streamingtjeneste.

Snart premiere

Det er tre årtier siden Cruise sidst har stået på den røde løber ved verdens største filmfestival.

Festivalen åbnede tirsdag og varer frem til 28. maj, hvor hovedprisen Guldpalmen uddeles.

"Top Gun: Maverick" har premiere i de danske biografer 26. maj. Den er instrueret af Joseph Kosinski.

Powered by Labrador CMS