Ishockeyspiller tiltalt for vold på isen

I anklageskriftet mod en dansk ishockeyspiller lægges der op til fængselsstraf, skriver Fyens.dk.

Frederikshavn White Hawks Kristian Jensen er stadig i karantæne. Nu er han også tiltalt for vold. ArkivFoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Der gik et gys gennem ishockey-Danmark, da Odense Bulldogs-spilleren Lucas Bjerre Rasmussen i en kamp mellem netop Odense og Frederikshavn White Hawks blev så brutalt overfaldet af modstanderen Kristian Jensen, at han blev politianmeldt.

Nu er Jensen så officielt blevet tiltalt, skriver Fyens.dk. Anklagemyndigheden lægger endda op til, at han skal straffes med fængsel.

Ishockey-spilleren, der i øvrigt har en fortid hos Odense Bulldogs, er tiltalt efter paragraf 244 – det kendes som den milde voldsparagraf, og strafferammen går op til tre års fængsel.

Principielt sker det dog meget sjældent, at straffen er så høj. Den er nærmere 30 til 60 dages fængselsstraf.

Fyens.dk skriver, at ifølge anklageskriftet mistede den unge Bulldogs-spiller bevidstheden, et ribben blev bøjet, han indkasserede et mindre brud ved højre øje, og så fik han en hjernerystelse.

Kristian Jensen er derimod fortsat i karantæne efter overfaldet, som fandt sted i Nordjylland den 20. september. Karantænen udløber i begyndelsen af næste måned.

Powered by Labrador CMS