Instruktør vender tilbage til børneunivers

Ét tema går igen i alle Natasha Arthys serier og film, uanset hvilket publikum hun henvender sig til. Den 23. maj kan hun fejre sin 50-års fødselsdag.

Filminstruktør Natasha Arthy var i 2007 aktuel med filmen “Fighter”. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarks Radios Børn & Unge-afdeling satte rammen for instruktør og manuskriptforfatter Natasha Arthy. Her startede hun karrieren med at lave udsendelser for småbørn.

Siden er det blevet til mange børnefortællinger, men også spillefilm og tv-serier for både unge og voksne.

Hun fylder 50 år 23. maj, og for tiden arbejder hun på en julekalender, som sendes på DR i 2020.

Mirakel

Efter tiden på DR kom hun ind på Nimbus Film og fik sit gennembrud som filminstruktør. Det var i år 2000 med filmen “Mirakel”.

Et tema går igen i instruktørens arbejde, og det må siges at være aktuelt.

– Det handler om at finde ud af, at man er god nok, som man er. Man skal ikke være på nogen bestemt måde, men man skal finde ind i grundkernen af sig selv, siger hun.

Hun fremhæver selv, at hun er glad for filmen “Fighter” fra 2007. Filmen er en historie om en pige, der skal finde modet til at gå sin egen vej. Den blev nomineret til en Bodil.

Hun har blandt andet instrueret afsnit af DR-serien “Forbrydelsen”, TV2-serien “Lulu og Leon” og senest filmen “Comeback” fra 2015.

Lå hendes hjerte nærmest

Børneuniverset lå hendes hjerte nærmest, og derfor startede hun der. Og hun er vendt tilbage dertil.

– Det er måske blevet sjovere, efter at jeg selv har fået børn. Det er super vigtigt at give dem nogle håbefulde fortællinger om svære ting i livet, siger hun.

Instruktøren står også bag serierne “Drengen de kaldte kylling” og “Container Conrad”.

Powered by Labrador CMS