Inden semifinale: Her er kvindernes nye målsætning

De danske håndboldkvinder har skiftet den officielle målsætning om top-8 ud med målet om en finaleplads.

Udgivet Opdateret

Det var et nyt, ungt dansk landshold, der i begyndelsen af december tog hul på EM i kvindehåndbold i Sverige uden de store forventninger til egne evner.

Derfor lød den officielle målsætning inden turneringens start på at komme i top-8, men at det var acceptabelt at blive blandt de 12 bedste.

Målsætningen pakket væk

Den målsætning er for længst pakket væk og skiftet ud med en målsætning om en finaleplads, når Danmark fredag aften spiller semifinale mod Holland.

– Vi er glade for semifinalen, men vi er også begyndt at snakke om, at vi ikke er tilfredse endnu. Nu er vi i den semifinale, og så skal den også bare have fuld gas, siger den danske målvogter Sandra Toft.

Også fløjspiller Trine Østergaard vil ikke stille sig tilfreds med en bronzekamp, når medaljerne skal fordeles søndag.

– Vi er selvfølgelig glade og stolte over, at vi slår Rumænien, men nu har vi Holland i hovedet. Vi vil gøre alt for at spille os i en finale, siger hun.

Der var ikke mange, der havde spået, at Danmark ville gå hele vejen til semifinalen, og følelserne fik også frit løb hos trænere og spillere, da det onsdag lykkedes holdet at slå Rumænien i en direkte kamp om pladsen i semifinalen.

Tranborg: -Nu skal vi fandeme i finalen

20-årige Mette Tranborg, der spiller sin første slutrunde, var en af de helt store spillere fra kampen mod Rumænien.

For hende er målsætningen om top-8 også skiftet ud med et mål om en finaleplads og drømmen om en guldmedalje.

– Det vil være ubeskriveligt. Det er det, vi er kommet for og har kæmpet for hele sidste år.

– Vi vil så gerne i den finale nu. Vi ville også gerne i semifinalen, men nu skal vi fandeme også i den finale. Vi er ikke færdige, og vi er 100 procent klar til at komme videre, siger hun.

Det er 18.15 fredag aften, at Danmark og Holland tørner sammen i den ene af semifinalerne.

Den anden semifinale står mellem Frankrig og Norge.

Både finalen og bronzekampen spilles søndag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS