Ikonisk duo genopstår efter dødsfald

For tre år siden døde det svenske band Roxettes sangerinde, Marie Fredriksson

Udgivet Opdateret

Den ikoniske popduo Roxette blev i december 2019 sat på ufrivillig pause. Her døde den kvindelige del af duoen, Marie Fredriksson, af kræft.

Siden har den mandlige halvdel, Per Gessle, overvejet, hvad der skulle ske med Roxette.

Han er nu kommet frem til en løsning, og nu genopstår det svenske band som trio og med nyt navn. 

Det skriver Göteborg Posten.

Korsangere frem på scenen

Det svenske bands nye navn bliver PG Roxette, og Per Gessle vil blive flankeret af to nye sangerinder, Helena Josefsson og Dea Norberg. 

Begge har tidligere sunget kor i Roxette.

- Jeg prøver ikke at erstatte Marie, og det er heller ikke det, jeg vil. Det var en fantastisk drøm, vi delte sammen, siger Per Gessle ifølge Göteborg Posten.

I 2002 fandt læger en tumor i Marie Fredrikssons hjerne, og hun døde som 61-årig i 2019. Hun udgav sin sidste musik i 2018. Nu fortsætter Per Gessle deres band, Roxette, med to andre sangerinder. (Arkivfoto).
I 2002 fandt læger en tumor i Marie Fredrikssons hjerne, og hun døde som 61-årig i 2019. Hun udgav sin sidste musik i 2018. Nu fortsætter Per Gessle deres band, Roxette, med to andre sangerinder. (Arkivfoto).

17 års kamp

Roxette spillede sin sidste koncert i 2016. 

Tre år senere døde Marie Fredriksson efter en 17 år lang kamp mod kræften.

"Et Roxette uden Marie leder til det uundgåelige spørgsmål: Hvem kan erstatte en af de bedste popsangerinder nogensinde. Svaret er enkelt: Det kan ingen", skriver Gessle på sin Facebook-side.

Film-hittet

Roxette hittede især i 80'erne og 90'erne, hvor bandet blandt andet havde hits som "Listen to Your Heart" og "It Must Have Been Love" fra filmen "Pretty Woman".

PG Roxette kommer med en ny single i maj og et album i september. Musikken indspilles med de gamle Roxette-musikere.

Til foråret tager PG Roxette på turné med 12 akustiske koncerter, hvor bandet vil spille sange fra hele Per Gessles karriere.

Powered by Labrador CMS