Hvorfor reklameres der for dansk basketklub i amerikansk hitserie? Få forklaringen her
Stevnsgade Basketball i Last Chance U? Den er god nok. I afsnit seks. Efter en månedlang jagt, kan du få den sjove historie bag dansker-referencen lige her. Den starter med Victoria.
Stevnsgade Basketball i Last Chance U-hitserien fra Netflix? Den er god nok. I seriens tredje sæson, der foregår i den lille amerikanske flække Independence i staten Kansas, dukker en højst overraskende og uventet dansk reference pludselig op. Vores historie begynder med et tweet og har siden udviklet sig til et vaskeægte detaktiv-arbejde.
Efter tidligere at have slugt sæson 1 og 2 af den fremragende sportsdokumentar, der er blevet et kæmpehit for streamingtjenesten, så jeg pludselig en Twitter-opdatering fra John Fogde, der er talsmand for den aarhusianske Northside Festival. Den 24. juli skrev han:
Siden da satte tanken om at finde en forklaring sig fast, og jeg blev både stædig og insisterende på, at det skulle kunne lade sig gøre at få en forklaring på spørgsmålet “hvad laver en trøje fra Stevnsgade Basketball i Last Chance U?” Svaret har jeg fået, men det har været længe undervejs og forbundet med lang ventetid. Svaret – forklaringen om man vil – hedder Victoria.
Hvorfor er Stevnsgade Basketball i Last Chance U?
I et oplagt første forsøg på at finde en forklaring på den overraskende trøje, som John Fogde og siden jeg ved selvsyn så i sjette afsnit af Last Chance U, det der hedder Neewollah, kontakter Newsbreak.dk naturligvis Stevnsgade. En basketklub på Nørrebro i København, grundlagt i 1958. Her fra lyder den oprindelige melding nogenlunde sådan her:
“Det kender vi slet ikke noget til.” SMS-svaret bliver meddelt den 30. juli.
Her efter dør historien i noget tid, mens vi grubler over, hvordan vi overhovedet skal komme videre, men i et tilfælde af stædighed og arbejdsvilje dukker historien igen op. Det skal simpelthen lykkes. En fejlslagen rundringning til de fleste bestyrelsesmedlemmer i klubben giver ikke noget videre. Pludselig er der bid hos Jan Boel, næstformanden, og han jubler.
– Det siger mig overhovedet ingenting. Jeg anede det ikke, men det er da alt for fedt, udbryder han. Sammen beslutter vi at forsøge at finde en forklaring på, hvordan trøjen er havnet i Independence, en by med knap 10.000 indbyggere. Den tøj-ansvarlige i klubben har dog ikke et umiddelbart svar.
Victoria kæmper for det
Imens alt det her foregår hjemme i Danmark, går 21-årige Victoria Mikkelsen fra København rundt i Independence. Helt uvidende om, at en journalist leder efter hende. Journalisten ved sådan set heller ikke, at han leder efter hende.
På Independence Community College (ICC) står hun tidligt op, deltager i morgentræning klokken seks, går i skole til klokken 11, spiser så sjældent som muligt i skolens kantine – de, der har set sæson 3 af Last Chance U vil vide hvorfor – træner om eftermiddagen, bruger tvungen tid på lektier.
Helt generelt er der faktisk ikke så meget at lave i byen. Nærmeste mulighed for lidt byliv og -sjov er Tulsa i Oklahoma sydøst for Independence. Derfor helliger Victoria sig sit mål om at blive bedre og bedre, så hun kan blive rekrutteret til et såkaldt Division 1-universitets kvindebasket-program.
ICC er et junior college – altså langt nede i sportshierarkiet – mens Division 1 er det bedste inden for såkaldt collegesport, man kan opnå. Det er her, de kommende stjerner spiller. Last Chance U tager udgangspunkt i amerikansk footballs sorte får, der af forskellige årsager ikke fik succes på et af de “store” universiteters hold trods deres åbenlyse kvaliteter. Årsagerne kan være alt fra kriminalitet eller dårlig disciplin. På ICC får de en chance til af træner Jason Brown.
Repræsenterer Stevnsgade Basketball i Last Chance U
17. august – en fredag aften – dukker en email fra Jan Boel, næstformanden i Stevnsgade, op i min indbakke. Han har gode nyheder. Gennem tilsendte billeder er det lykkedes klubbens talentchef at genkende ansigtet, der er gemt ned i den – med danske øjne – opsigtsvækkende trøje.
“Hej Jonathan. Ja, man tror det næppe … Pigen på billedet hedder Victoria Mikkelsen, hun spillede hos os for et par sæsoner siden. Hun går og spiller på den skole, hvor det blev optaget“, skriver Jan Boel til mig, og jeg bliver helt elektrisk. Det her ser ud til at lykkes.
Lynhurtigt lykkes det mig at finde frem til en Victoria Mikkelsen på Facebook. Profilbilledet ligner umiskendeligt en ung kvinde, der spiller basket. Jeg skriver til hende via Facebooks besked-funktion den 21. august, og her strander historien fuldstændig igen. Ingen respons.
Pludselig dinger min telefon onsdag aften 5. september. “Ja, det er mig“. Victoria bekræfter, at det ér hende, der dukker op i få sekunder i afsnit seks af Last Chance Us tredje sæson. Den 11. september lykkes det trods tidsforskel og Victorias travlhed at tale sammen.
Er med flere gange
Efter at have færdiggjort gymnasiet på Falkonergårdens Gymnasium i København for to år siden tog den i dag 21-årige Victoria beslutningen om at fortsætte sin langvarige basketkarriere i sportens moderland, USA. En Division 1-træner foreslår hende at begynde på Junior College i Independence og spille sig til en rekruttering. Sådan ender danske Victoria Mikkelsen i Kansas – og ultimativt som en meget lille bifigur i Netflix-hitserien.
– I serien ser man blandt andet en engelsklærer, der også er en slags mentor for mange af de her spillere, som serien handler om. De timer, man ser, er jeg også med i. Det hele har været lidt mærkeligt, fordi der har været kamerafolk over alt. Nu er det noget andet, for det er mit andet år her ovre, og de er allerede i gang med at filme til en ny sæson, så vi har vænnet os mere til det, siger Victoria.
Hun fortæller, at den dagligdag, der skildres i serien, overordnet set stemmer meget godt overens med virkeligheden. “Folk er, som de er”, siger hun.
Som de mange skæve karakterer, serien er præget af, har Victoria heller ikke det store forhold til den lille flække Independence, der bryder med marker så langt øjet rækker. Hun er der udelukkende for at spille basket.
– Jeg er glad for mit hold, og jeg har det godt på skolen. Mine holdkammerater kalder mig “Denmark”, selv om de nok ikke helt ved, hvor det er, jeg kommer fra, siger Mikkelsen med et grin.
Ingen prof.-drøm
Gennem flere år på de danske ungdomslandshold i basket, en karriere i dansk ligabasket og en drøm om at spille for Wichita State University er Victorias passion basketball. Det er helt tydeligt, og er også forklaringen på, hvorfor danskeren er havnet i Kansas. I stedet for et sabbatår i Danmark blev det altså til en amerikansk drøm. Den samme drøm, som seriens hovedpersoner også har.
Navne som Malik Henry, Rakeem Boyd, Emmit Gooden og Bobby Bruce har været dagligdagsnavne for danske Victoria, selv om de i dag er TV-stjerner.
– Skolen er jo ikke ret stor, og byen er ikke ret stor. Alle kender alle, og det føles ret meget som at være på en stor efterskole. Jeg havde timer med mange af spillerne fra serien. De er nede på jorden og har ikke de store stjernenøkker. Football-spillerne får lidt bedre behandling, men er rigtig søde, siger hun.
Hvor seriens karakterer mestendels drømmer om at blive professionalle atleter, så er det ikke Victoria Mikkelsens mål. Hun vil bare gerne have en fed oplevelse.
Og så er der trøjen
Der, hvor historien begyndte, er ved spørgsmålet “hvad laver en trøje fra Stevnsgade Basketball i Last Chance U?”. Forklaringen er faktisk ganske ligetil. Trøjen er Victorias, fra da hun spillede en sæson i Stevnsgade før sit udlandseventyr.
I afsnittet Neewollah, hvor trøjen bliver ufrivillig stjerne for en dansk seer med lidt basket-kendskab, ser vi den i ganske få øjeblikke under den årlige festival i byen, der er et gigantisk tilløbsstykke.
– Jeg tænkte ikke rigtig over, at jeg skulle have den på for at gøre reklame for noget. Faktisk var det bare fordi, det var lidt koldt, og så var det en af de eneste sweatre, jeg havde på det tidspunkt, lyder forklaringen fra en grinende Victoria.
Nu kan jeg sove roligt. Velvidende hvorfor, der pludselig står Stevnsgade Basketball i Last Chance U.