Hitmager kaster sig ud i Vild med dans

Dj'en Faustix er vant til at få andre til at danse. Nu kaster han sig selv ud i standard- og latindanse.

Dj’en Faustix er foruden sin musikalske karriere kendt for ægteskabet med tv-personligheden, influencer og iværksætter Irina Olsen. (Arkivfoto) – Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Udgivet Opdateret

Dj’en Faustrix lever til daglig af at kreere dansable toner, men nu skal han selv til at vise, om han har rytme i kroppen.

Den 31-årige dj deltager nemlig i årets udgave af “Vild med dans”. Det annoncerer TV2.

Artiklen fortsætter under videoen

Faustix, der bærer det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen, har hittet med numre som “Come Closer” og “Revolution”, som han har lavet i samarbejde med den verdenskendte dj Diplo. Men nu skal han forsøge at mestre alt fra tango til cha-cha-cha til tonerne fra The Antonelli Orchestra.

Privat er Faustix gift med tv-personheden, influencer og iværksætter Irina Olsen, og sammen med datteren Allessia på fem år har familien sin helt egen realityserie, “The Olsens”, på Dplay.

De øvrige offentliggjorte deltagere i år består af skuespiller Janus Nabil Bakrawi, dansktopsangerinde Hilda Heick, musikeren Wafande og biolog Vicky Knudsen, som er vært på det naturvidenskabelige “Vildt naturligt” på P1 og desuden medvirker i TV2-programmet “1 døgn, 2 hold, 3 dyr”.

Også tv- og radiovært Sara Bro, Badehotellet-skuespillerinde Merete Mærkedahl, influencer Emili Sindlev og den 18-årige skuespiller Albert Rosin Harson, kendt fra TV2’s julekalendere “Tinkas juleeventyr” og “Tinka og kongespillet”, er med i årets udgave af dansedysten.

“Vild med dans” får premiere på TV2 den 2. oktober.

Powered by Labrador CMS