Helt vild rekord: 45 millioner har set Biers nye Netflix-film

Susanne Biers nye film "Bird Box" er siden udgivelsen 21. december blevet set af over 45 millioner på Netflix.

Udgivet Opdateret

Over 45 millioner mennesker har på en uge set Susanne Biers nye film “Bird Box” på Netflix. Det gør den til den mest streamede film i løbet af syv dage i Netflix’ historie.

Det skriver Netflix på Twitter.

– Det er totalt vildt. Det er skønt, siger Susanne Bier.

Hun havde en fornemmelse af, at der var mange, der så filmen, da hun begyndte at se en masse reaktioner på den på Twitter.

– Der tænkte jeg: Det begynder at ligne et fænomen. Det kan godt blive meget større, end jeg egentlig havde regnet med, siger hun.

Netflix baserer seerantallet på personer, der har set mere end 70 procent af filmen. Derfor er dem, der blot har startet den et kort øjeblik, ikke talt med i de godt 45 millioner visninger.

Filmen handler om en kvinde, der sammen med sine to børn skal gå igennem en skov med bind for øjnene, så de undgår at se på de monstre, der får folk, der ser dem, til at begå selvmord.

Stor stjerne i hovedrollen

I hovedrollen er den amerikanske skuespiller Sandra Bullock, og hun har også en stor del af æren for, at filmen er blevet populær, mener Bier.

– Der er ikke nogen tvivl om, at Sandra Bullock har et kæmpestort publikum og har noget, som rigtig mange mennesker elsker højt.

Desuden tror hun, at det er spændingen og uhyggen i filmen, der trækker folk til skærmen.

– Og så er den blevet et hit, fordi den er meget emotionel. Der er mange, der skriver, at de var meget rørte. Den type film plejer ikke at have det emotionelle element, siger hun.

Det er første gang, Bier instruerer en film, der er produceret af Netflix, men det bliver ikke sidste gang, hvis det står til den danske instruktør.

– De har været fantastiske og meget opbakkende. De har musklerne til at lave det, man egentlig har lyst til, så de har givet mig lov til at være modig og lave den film, jeg synes er rigtig, siger hun.

Næste opgave på tegnebrættet

Men næste opgave i kalenderen er for Netflix-konkurrenten HBO. Her er Bier blevet valgt som instruktør til den kommende miniserie “The Undoing”, der har stjerneskuespilleren Nicole Kidman i hovedrollen.

Arbejdet går i gang i slutningen af februar, siger Bier.

Powered by Labrador CMS