Efterlyst: Paraglider forsvundet i Nordjylland

Arkivfoto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Politiet i Nordjylland leder efter en tysk turist, som sidst blev set, da han paraglidede i Lønstrup syd for Hirtshals.

Politiet frygter, at mandens brændstof kan være sluppet op, og at han er styrtet til jorden. Derfor leder man efter ham til lands, til vands og i luften, fortæller vagtchef Henrik Beck.

»Han blev set flyve ud over Vesterhavet ved Lønstrup omkring klokken 18.50, og han er ikke set siden. På daværende tidspunkt havde han brændstof til at holde sig på vingerne i to til to en halv time. Der er en redningsbåd, der leder efter ham på havet, der er to helikoptere i luften og så er der en patruljevogn på land, men vi kan ikke finde ham. I og med, at der før klokken 19 var brændstof til et par timer, så er det ved at være kritisk nu,« siger han.

Den forsvundne mand er en tysk turist, politiet ved ikke, om han er en erfaren paraglider, og ordensmagten har ikke noget bud på, hvor langt manden kan være nået, siden han forsvandt. Det afhænger blandt andet af vindforholdene, fortæller Henrik Beck.

Hvis man har set manden, bedes man tage kontakt til Nordjyllands Politi.

Powered by Labrador CMS