Foo Fighters skal fylde Orange Scene til sommer
Det amerikanske rockband Foo Fighters gav sidste gang koncert i Danmark i 2011.
Det amerikanske rockband Foo Fighters med den tidligere Nirvana-trommeslager Dave Grohl i front indtager Orange Scene under sommerens Roskilde Festival.
Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, kalder Foo Fighters et af “verdens største rockbands”.
– Vi har længe forsøgt at få dem på plakaten igen. Så det er fantastisk, at det endelig klapper, så vi kan byde dem velkommen tilbage til Roskilde Festival, siger Anders Wahrén.
– Og vi glæder os bestemt også over, at det endda bliver deres eneste skandinaviske show til sommer.
Solgt over 25 mio plader
Foo Fighters blev dannet for 20 år siden og har produceret otte albummer og solgt over 25 millioner plader.
Rockbandet var sidst i Danmark i 2011, da det spillede på Refshaleøen i København. Det er dog helt tilbage i 2005, at Roskilde Festivalen sidste gang havde Foo Fighters på plakaten.
Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.
/ritzau/