Dronningen flytter sit hjem: Hun holder påskeferie et sted der står hende nær
Mandag flytter Hendes Majestæt residens til Marselisborg Slot i Aarhus.
Det er ikke nogen hemmelighed for royalister, at Hendes Majestæt er særlig glad for Marselisborg Slot i Aarhus, hvor hun og nu afdøde prins Henrik har tilbragt mangt en sommerferie.
Efter prinsens død i februar og en månedlang hofsorg er dronningen trukket i arbejdsklæderne igen og klar til at præsentere Danmark officielt rundt om i virkeligheden.
Det markeres i påsken med en ferie uden for København.
Udstiller sit tøj
Tirsdag i påskeugen skal Margrethe d. 2. således åbne en særudstilling i Den Gamle By, også i Aarhus, hvor dronningens egen garderobe skal vises frem.
“Særudstillingen viser et udsnit af Dronningens garderobe, og i udstillingen indgår blandt andet kjoler, hatte, dagligtøj og festtøj fra 1940’erne og frem til i dag. Dronningen er protektor for Den Gamle By, hvor ‘Fra Dronningens Garderobe’ udstilles“, skriver Kongehuset selv i sin kalender. Her fremgår det også, at majestæten er til stede ved åbningen klokken 12.
Dagen inden udstillingens åbning er der officiel residensforlæggelse til Marselisborg Slot, oplyser kongehuset på sin hjemmeside. Det betyder på helt almindelig dansk, at dronning Margrethe midlertidigt flytter fra den normale residens – Amalienborg.
Slottet
Marselisborg Slot, som det i dag står, har været i den royale families eje, siden det blev opført i årene mellem 1899 og 1902 som en gave fra det jyske folk til det dengang nygifte tronfølgepar Prins Christian og Prinsesse Alexandrine. Slottet er opført af arkitekt Hack Kampmann.
I 1967 overdrog Kong Frederik 9. Marselisborg Slot til den daværende tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik, og Dronningen benytter i dag slottet som sommerresidens – i år også som påskeretræte. I hvert fald er hendes kalender tom frem til onsdag 4. marts.
Her rejser Hendes Majestæt hjem til Sjælland, hvor residensen forlægges til Fredensborg Slot – hvor Prins Henrik sov stille ind.
Marselisborg Slot “er ikke åbent for offentligheden, men slotsparken er åben for publikum, når den kongelige familie ikke har residens på slottet. Der er vagtskifte med Den Kongelige Livgarde kl. 12.00 i de perioder, hvor Dronningen opholder sig på slottet“, skriver Kongehuset.