På benene igen
Finn Nørbygaard slap for mén efter et brud, der kostede to timer på operationsbordet
Under en gåtur i skoven i marts skred Finn Nørbygaard ud – og så lød det, som om en gren knækkede.
Det var det så ikke, men derimod et brud på knæet, som han hørte.
Herefter mærkede han store smerter, blev fragtet med ambulance til hospitalet i Hillerød, hvor han måtte igennem en to timer lang operation.
På scenen i kørestol
Torsdag eftermiddag ved premieren på udstillingen ‘The Mystery of Banksy – A Genius Mind’ på 'Art Maze' i København ankom han igen på egne ben - uden nogen form for hjælpemidler.
- For to dage siden fik jeg skinnen af på Rigshospitalet, og jeg er startet med genoptræningen, afslørede den 73-årige komiker til Kendte.dk.
Trods skaden og operation rullede han tre dage senere i kørestol ind på scenen for at fortsætte showturnéen.

Dystre udsigter
Det var ellers dystre udsigter, lægerne efter undersøgelsen stillede ham i udsigt.
- Jeg skulle gøre mig klar på risikoen for ikke at få min fulde førlighed tilbage og have langvarige smerter under bedringen, forklarede han og fortsatte:
- Men sådan blev det heldigvis ikke - faktisk behøvede jeg ikke sløvende smertestillende medicin, så jeg dermed kunne fortsætte mine shows, forklarede Finn Nørbygaard, der til efteråret skal på foredragsturné under titlen ‘Mine op- og nedture – og hvad jeg har lært’.