Dronning Margrethes veninde savner datteren til jul
’Verdensdamerne’s’ 80-årige Bente Scavenius holder et højt tempo i dagligdagen
Bente Scavenius og skuespillermanden Joen Bille lod sig se på den røde løber til premieren på ’Mors Drenge’ i Grand Teatret, hvor hun fortalte om både arbejde og familieliv.
- Vi er lige blevet færdige med en ny sæson af ’Verdensdamerne’ på DR, og så holder jeg et hav af foredrag - faktisk er jeg på arbejde hver dag, afslørede den 80-årige kunsthistoriker, der sammen med sin mand i mange år har været en del af dronning Margrethes nære vennekreds og traditionelt fejrer nytårsaften med hende.
Er i USA
Men først er det jul, og den bliver lidt anderledes for parret på grund af rejseaktivitet i den nære familie.
- Julen holdes hos os sammen med min søn og svigerdatter, fordi Beate ikke er hjemme, forklarede verdensdamen.
Beate og hendes tre børn bor normalt på parrets matrikel i indre København, men opholder sig lige nu i USA, hvor hendes mand, der er filmfotograf arbejder på optagelser frem til januar.
Bente Scavenius og Joen Bille har i alt fem børnebørn, hvoraf de to andre på på Frederiksberg.
- Så vi har rigeligt i dagligdagen, men det er nu mest Joen, der passer børnebørnene, tilføjede hun.