Dronning hædrer bedste garder
Dronning Margrethe hædrede onsdag den bedste garder i den seneste tjenesteperiode. Hun overrakte "Dronningens ur".
Den bedste garder i den seneste tjenesteperiode blev onsdag hædret af dronning Margrethe.
Det blev garder Ruben Algreen Dige fra Frøstrup i Nordjylland. Han fik overrakt den sagnomspundne og særlige gave “Dronningens ur” af dronning Margrethe.
Gave startede i 1969
“Dronningens ur” går tilbage til 1969, hvor der i anledning af den daværende kong Frederik den 9.s 70-års fødselsdag blev oprettet en fond.
Kong Frederik den 9. besluttede dengang, at der årligt skulle købes et særligt armbåndsur for fondens renter med påskriften “Kongens ur” og årstallet.
Efter kong Frederik 9.s død og tronskiftet i 1972, blev “Kongens ur” omdøbt til “Dronningens ur” efter dronning Margrethe.
I forbindelse med overrækkelsen af den særlige gave overværede dronning Margrethe også en parade af Den Kongelige Livgarde ved Livgardens kaserne i Gothersgade i hjertet af København.
Se billederne øverst i artiklen…