Drama i X Factor: Morten gik i sort på scenen

Talentshowets generte fyr Morten glemte pludselig teksten, da han skulle synge live i "X Factor".

Morten Nørgaard glemte pludselig teksten, da han skulle synge verdenshittet “Say You Wan’t Let Me Go” af James Arthur. Foto: Scanpix/Martin Sylvest
Offentliggjort Sidst opdateret

Femte liveshow i årets udgave af talentshowet “X Factor” bød på lidt af et drama fredag aften, da Remees deltager Morten Nørgaard gik på scenen.

Den 26-årige østjyde gik nemlig pludselig helt i sort, da han skulle levere sin udgave af verdenshittet “Say You Won’t Let Me Go” af James Arthur.

– Jeg tror ikke, jeg kan, lød det usikkert fra Morten Nørgaard, som ikke kunne huske teksten til sangen.

Men med publikums opbakning fik Morten Nørgaard alligevel styr på nerverne og fandt mod til at give nummeret en chance mere.

Remee stoppede musikken

Dommer Remee fik stoppet musikken, og Morten Nørgaard fik lov til at begynde på en frisk.

– Du kan godt! Nu præsenterer jeg dig igen, og så gør du det, lød de støttende ord fra værten Sofie Linde.

Og Morten Nørgaard fik da også sunget sig igennem nummeret, der resulterede i stående bifald fra publikum.

Ros til Morten

De tre “X Factor”-dommere havde da også kun ros til overs for, at Morten Nørgaard fik klaret sig igennem på trods.

– Det er et kæmpe pres at være med i det her show. Det at komme ind og ikke være vant til at stå på en scene og så åbne op og turde det alligevel, det er så flot gået. Tænk, du kunne bevare roen. Du kom igen, lød det fra dommer Mette Lindberg.

I pausen efter første del af showet forklarede den generte Odder-dreng, hvad der skete på scenen:

– Der gik en klap ned, jeg havde glemt alt, men så stoppede de musikken og jeg fik en chance mere. Jeg lavede en “Morten”. Min puls er på 200 nu, forklarer Morten Nørgaard.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS