DR disker op med syv julekalendere i år

Der er eventyr for de små og satire til de voksne, lover DR om årets udvalg af julekalendere.

Rytteriet er hver søndag aften i julestemning og inviterer indenfor til hygge, korsang og croquistegning. Martin Buch (tv) og Rasmus Botoft (th) får assistance af Bodil Jørgensen (i midten) og af Niels Bank-Mikkelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Udgivet Opdateret

DR skruer op for julehyggen i december og annoncerer hele syv julekalendere i år.

Der er blandt andet gensyn med “Bamses julerejse”, Rytteriet kan ses i en adventskalender for de voksne, og så kommer der den helt nye julekalender, “Theo & Den magiske talisman”.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

– Vi har et bredt udvalg, så der er noget for både store og små at samles om i december. Vi kommer bredt omkring – lige fra en hel nyproduceret julekalender for hele familien til gensynsglæde med “Bamses julerejse”.

– Vi håber med de mange forskellige tilbud, at man på tværs af generationer vil opleve, at der er noget at samles om, grine af og tænke over i juletiden, siger DR’s tv-chef, Emma Kronqvist, til dr.dk.

Den nye DR1-julekalender, “Theo & Den magiske talisman”, handler om drengen Theo, hvis eneste og bedste ven er morfaren Harald.

Morfaren falder om lige inden jul, og Theo må rejse ind i den magiske verden Thannanaya sammen med Simone, som er den nye pige i klassen, for at få sin elskede morfar tilbage.

På rollelisten er blandt andre Broen-skuespilleren Sarah Boberg, Badehotellet-veteranerne Jens-Jacob Tychsen og Bjarne Henriksen samt den unge skuespillerspire Safina Coster-Waldau.

Hvis efternavnet klinger bekendt, så er hun datter af den danske Game of Thrones-stjerne Nikolaj Coster-Waldau.

Efter “Theo & Den magiske talisman” bliver der sendt et såkaldt eftershow på DR Ultra, hvor de medvirkende blandt andet vil fortælle de bedste bag-om-historier fra optagelserne.

Foruden “Theo & Den magiske talisman” og eftershowet bliver der på DR Ramasjang sendt “Ramajetternes Jul” med Kristian Gintberg i spidsen.

På samme kanal vises der også “Onkel Rejes julefis”.

Også den svenske julekalender fra 2016, “Selmas saga”, sendes på DR Ramasjang i år.

DR Ultra sender “Klassens perfekte jul”, men der er satire for de voksne på DR2.

Rytteriet er hver søndag i december i julestemning og inviterer indenfor til hygge, korsang, gløgg og croquistegning. I front står Martin Buch og Rasmus Botoft, og med sig har de Bodil Jørgensen og Nis Bank-Mikkelsen.

På DRTV, som er DR’s digitale platform, er der gensyn med “Bamses julerejse”.

DR sender således syv julekalendere i år fordelt på DR1, DR2, DR Ultra og DR Ramasjang samt på DRTV.

Alle julekalendere vil være tilgængelige hver morgen fra klokken 6.00 på DRTV.

Powered by Labrador CMS