Dolly Parton samler resterne af The Beatles
Countrysanger frigiver single med McCartney og Ringo Starr forud for lancering af nyt album: Rockstar
De to tilbageværende medlemmer af The Beatles, Paul McCartney og Ringo Starr, er blevet genforenet til en indspilning af bandets legendariske nummer "Let it Be" på countrysangeren Dolly Partons kommende rockalbum.
Parton har fredag frigivet singlen forud for lanceringen af hendes nye album "Rockstar" i november.
Her synger McCartney og spiller på klaver, mens Ringo Starr er trommeslageren.
Andre store navne med
To andre af fortidens store, Peter Frampton og Mike Fleetwood, er også med på nummeret.
Frampton med guitaren, og Fleetwood - fra den navnkundige blues- og popgruppe Fleetwood Mac - på slagtøj.
- Jeg mener helt seriøst, hvor meget bedre kan det blive, skriver Dolly Parton på teksttjenesten X, det tidligere Twitter.
Stjerneparade
Men det stopper ikke her.
En lang liste over nogle af fortidens og nutidens mest kendte rockmusikere og sangere er med på de 30 numre, som albummet tæller.
Det gælder blandt andet Elton John, Sting, John Fogerty, Miley Cyrus, Emmylou Harris, Sheryl Crow, Stevie Nicks og Simon Le Bon.