Død rockstjerne hyldes på helt speciel måde

Centralbank udsender i næste uge en erindringsmønt til ære for Phil Lynott, der var frontfigur i Thin Lizzy.

Offentliggjort Sidst opdateret

Phil Lynott, tidligere frontfigur i det irske rockband Thin Lizzy, er ikke glemt på den grønne ø, selv om det efterhånden er mange år siden, at han gik bort.

Centralbanken i Irland udsender i næste uge en erindringsmønt med et portræt af Phil Lynott, som i år ville være fyldt 70 år.

Det skriver avisen The Irish Post.

Artiklen fortsætter under videoen

Sølvmønten kommer i et begrænset oplag på 3000 styk og bliver udbudt onsdag 27. november på centralbankens hjemmeside til en pris på 15 euro.

Præsenteres af præsidenten

Irlands præsident, Michael D. Higgins, præsenterer på dagen mønten på Phil Lynotts tidligere skole St. Kevin’s College i Crumlin i Dublin.

Elever på skolen vil derefter synge et medley af populære sange af Phil Lynott og Thin Lizzy.

Bandet var i 1970’erne et af verdens største rockbands og havde hits som “The Boys are Back in Town”, “Jailbreak” og en kopiversion af folkesangen “Whiskey in the Jar”.

Døde efter overdosis

Phil Lynott var bassist og forsanger i bandet, som blev dannet i 1969 i Dublin. Lynott døde i 1986 efter at have ligget i koma i flere dage som følge af en overdosis af narko.

Mønten er del af en serie med moderne irske musikere som det fælles tema. I 2018 udsendte centralbanken en tilsvarende mønt med et portræt af Rory Gallagher, der døde i 1995.

I 2020 kommer den tredje mønt i serien til ære for Luke Kelly, der var med til at grundlægge folkemusikgruppen The Dubliners. Kelly, der døde i 1984, ville være fyldt 80 år næste år.

Powered by Labrador CMS