Død efter slagtilfælde
Edwin Aguilar, der havde en stor andel i kult serien 'The Simpson', er pludselig gået bort blot 46 år gammel
Den højt anerkendte Ecuadoriansk fødte animator og tegnefilmsinstruktør Edwin Aguilar er pludselig gået bort blot 46 år gammel. Han døde søndag den 11. april efter at være blevet ramt af et slagtilfælde.
Det skriver blandt andet NME.
Edwin Aguilar gjorde sig ikke mindst bemærket som en af profilerne bag TV kult animationsserien ‘The Simpsons’, som han både tegnede til og instruerede.
Et springvand af inspiration
Han dødsfald er da også blevet kommenteret af ‘The Simpsons’ producer Matt Selman i et opslag på Twitter.
“Vi, The Simpsons familien, er i dyb sorg over tabet af Edwin Aguilar – en talentfuld kunstner og et elsket ‘springvand’ af kærlighed og inspiration til alle,” skriver han blandt andet i opslaget, der også indeholder et foto af afdøde.
We @TheSimpsons family are mourning the loss of animator Edwin Aguilar — a talented artist and beloved fountain of love and inspiration to all https://t.co/0HOY3RdHqm
— Matt Selman (@mattselman) April 12, 2021
Edwin Aguilar blev født i Ecuador men flyttede i 1982 til USA, hvor han studerede illustration på ArtCenter College of Design i Pasadena.
Han begyndte sin professionelle karriere som illustrator og animator hos Graz Entertainment, der stod bag ved blandt andet tegnefilmene ‘Transformers’ og ‘G.I. Joe’.
Bidrog bredt
Efterfølgende arbejdede han både for Hanna-Barbera studiet og giganten Warner Bros.
Han blev en del af Emmy- og Peabody vindende ‘The Simpsons’, der er blevet produceret i flere end 700 afsnit, i 1998.
Her bidrog han blandt meget andet som animator, layoutkunstner og også assisterende instruktør.
Edwin Aguilar efterlader sig sin hustru og tre børn.