Død efter alvorlig sygdom

Den tidligere præsident for Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) Max Mosley er død

Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i galleriet ovenfor

Det er svært at tale om Formel 1’s historie uden at nævne Max Mosley.

Nu er motorsportslegenden død. Det meddeler den tidligere Formel 1-direktør Bernie Ecclestone ifølge nyhedsbureauet AFP. Mosley blev 81 år.

– Max var som familie for mig. Vi var som brødre. Jeg er på en måde glad for, at han ikke skulle lide for længe, siger Ecclestone ifølge AFP.

Han siger ikke noget om dødsårsagen, men Mosley led af kræft.

Briten har hele sit liv været en stor personlighed inden for international motorsport og blev i 1993 valgt som præsident for Det Internationale Motorsportsforbund, FIA.

Inden da havde han selv været racerkører i Formel 2 for Brabham og Lotus, inden han indstillede den aktive karriere, der aldrig bød på de helt store resultater, i 1969.

Men mange mennesker husker ham måske også for noget ganske andet end racerbiler.

Deltog i sexorgie

I 2008 blev Mosley fanget på kamera, mens han deltog i et sexorgie med fem prostituerede kvinder i en kælder i London. Videoen gik verden rundt og var ved at koste Mosley jobbet og ægteskabet.

Han formåede at beholde både familie og job, men trak sig frivilligt fra stillingen som præsident i FIA i 2009.

Max Mosley har altid delt vandene i motorsport med sine kontante udtalelser, som da han kaldte den tredobbelte verdensmester i Formel 1 Jackie Stewart for “en forvirret landsbytosse”.

Men at Mosley har gjort meget godt for motorsporten, det er de fleste enige om. Især i forhold til kørernes sikkerhed.

Formel 1-legenden Ayrton Sennas død i en ulykke på Imola-banen i 1994 blev startskuddet til mange sikkerhedsforbedringer i Formel 1, og som præsident for FIA fra 1991 til 2009 var Mosley en af arkitekterne bag disse forbedringer.

Mosley udtalte i 2014, at mange liv er blevet reddet som følge af Sennas død.

Se flere fotos i galleriet ovenfor

Powered by Labrador CMS