Det sidste knockout: Muhammad Ali’s tro væbner er død

Ferdie Pacheco advarede mesterbokseren mod at fortsætte - men han talte for døve øren. Bokseren selv sagde farvel for halvandet år siden - og Muhammad Ali's tro væbner er død torsdag.

Udgivet Opdateret

Om han ligefrem arbejdede lige så hårdt og indædt som mesteren selv er nok svært at bedømme.

Men faktum er, at Ferdie Pacheco var en af Muhammad Ali’s håndgangne folk – og nu er også han død i en alder af 89 år.

Muhammad Ali’s tro væbner er død – og mesterbokseren selv døde sidste år i en alder af 74 år.

Mødte Ali i Miami

Ferdie Pacheco blev født i Tampa i Florida, hvor han hjalp til i sin fars købmandsforretning.

Han begyndte at interessere sig for medicin – og tog en uddannelse inden for faget, samtidig med at han interesserede sig voldsomt for boksning.

Han mødte Muhammad Ali – der på det tidspunkt stadig hed Cassius Clay – i 1960 på 5th Street Gym i Miami, hvor Ferdie Pacheco var begyndt at komme.

En fast del af holdet

Den dygtige fysioterapeut blev med tiden Muhammad Alis personlige mediciner, ligesom han blev fast inventar i den store boksers hjørne.

I perioden fra 1962 til 1977 var Ferdie Pacheco en integreret del af teamet lige omkring Muhammad Ali.

Faktisk forsøgte Nation of Islam, som Ali var konverteret til i 1964, at lokke bokseren til at skifte Pacheco ud med en anden.

Advarede mod at fortsætte

Dette nægtede Muhammad Ali, fordi han ønskede at bevare det hold omkring sig, der havde været med til at gøre ham til verdensmester i sværvægt.

I midten af 1970’erne observerede Pacheco, at Muhammad Ali’s reflekser var blevet langsommere.

Han blev bekymret for, hvor vidt den efterhånden aldrende bokser havde fået skadet hjernen og leveren som konsekvens af mange år med tæsk i bokseringen.

Forlod jobbet i hjørnet

Da Muhammad Ali vandt over Earnie Shavers i september 1977, anbefalede Ferdie Pachero over for Muhammad Ali, at han stoppede sin karriere.

Dette nægtede bokseren, og det fik Pachero til at forlade jobbet i ringside.

Efterfølgende boksede Ali yderligere fire kampe, hvoraf han tabte de tre – og først i 1981 stoppede Muhammad Ali sin glorværdige karriere.

Selv om de to var uenige om, hvornår nok var nok, så forblev de venner.

Ali: – Du havde ret

De mødte hinanden en sidste gang i 2002, hvor Muhammad Ali – som på dette tidspunkt led af Parkinson – sagde følgende ord til sin forhenværende læge:

– Du havde ret.

I filmen “Ali”, hvor Will Smith spiller Muhammad Ali, bliver Ferdie Pachero portrætteret af skuespilleren Paul Rodriguez.

Ved siden af bokseringen var Ferdie Pachero en yderst anerkendt kunstner.

Han var gift med Luisita og havde fire børn – tre døtre og en søn.

Powered by Labrador CMS