Desperat jagt på roller
Stig Rossens karrieredrejning er fyldt med udfordringer
Stig Rossen er i den grad blevet stemplet som sanger, og da han sidste år offentliggjorde, at han ville lægge musical-optræden bag sig til fordel for skuespil, løb han ind i en stor udfordring.
For det er ikke bare lige at begå en drejning i karrieren.
Gennem agent
- Jeg satser på at få skuespillerroller i hele verden og arbejder hårdt for det gennem min agent i England, sagde den 63-årige sanger og skuespiller til Kendte.dk ved premieren på 'Skønheden og Udyret' i Det Kongelige Teater forleden.

- I Danmark opfattes jeg i højere grad som sanger. Jeg er dog begyndt at få nogle småting, som f.eks. kortfilm, og jeg har da fået min debut i en Zentropa-film, afslørede han videre.
Det skal nok komme
- Men jeg er godt nok langtfra at ånde Anders W. Berthelsen i nakken, erkendte Stig Rossen, der dog er så optimistisk, at han tror på, at det nok skal komme.
- Jeg fortsætter i øvrigt med at synge, men jeg har sagt stop for musicals, understreger han, der håber på at have 20 aktive år tilbage i karrieren.