Denne dag vender X Factor tilbage

Endelig har TV 2 oplyst, hvornår X Factor vender tilbage på skærmen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere fredage i træk har danskerne måttet undvære fredagsunderholdningen i form af X Factor. Programmet blev udskudt i takt med udbruddet af coronavirus,

Men nu har TV 2 sat datoen for, hvornår programmet vender tilbage. Det fremgår af en pressemeddelelse fra TV 2.

Artiklen fortsætter efter videoen

De sidste liveshows

Siden fredag den 6. marts har det ikke været muligt at følge med i deltagernes musikalske udvikling i X Factor. Men nu vender programmet tilbage.

Fredag den 15. maj er det altså muligt at følge med i de resterende liveshows.

– Det er kæmpe optur for alle, at det nu ser ud til at kunne lade sig gøre at afholde de sidste liveshows i X Factor. Vores deltagere, dommere og selvfølgelig alle X Factor-fans har spurgt længe, hvornår vi kunne komme i gang igen, og det kan vi nu. Vi ændrer en smule på formen, så vi på otte dage sender tre liveshows med første show fredag 15. maj, forklarer underholdningsredaktør ved TV 2 Dorte Borregaard.

Finale på to dage

Anderledes bliver finalen også afviklet.

TV 2 meddelte i takt med udbruddet af coronavirus, at finalen – der skulle have været afviklet den 3. april – blev flyttet fra Horsens til studiet, som programmet normalt bliver udført i.

Underholdningsredaktøren kan løfte sløret for, at der er yderligere ændringer til finalen.

– Finalen bliver til en stor todages-begivenhed fredag 22. maj og lørdag 23. maj. En form, som de blandt andet har succes med i England, og som vi glæder os rigtigt meget til at prøve af herhjemme også, siger Dorte Borregaard.

Fredag 22. maj er første finaleaften, hvor deltagerne skal på scenen to gange hver. Først med en sang, deres dommer har valgt, og dernæst i en duet med en gæstesolist. I anden og sidste finaleaften lørdag 23. maj skal tre deltagere synge deres vindersange, hvorefter den endelige afgørelse skal klarlægge, hvem der er vinder af X Factor 2020.

Bliver med publikum

X Factor-værten Sofie Linde skal ikke bare tage imod de resterende deltagere og dommertrioen bestående af Oh Land, Ankerstjerne og Thomas Blachman. Hun skal forhåbentlig også byde velkommen til publikum.

– Livepublikum er helt sikkert med til at gøre X Factor til Danmarks største underholdningsshow, og publikum er en stor del af festen, men det er endnu for tidligt at sige, om vi kan afholde de sidste tre liveshows med livepublikum i studiet. Men vi håber det – i en eller anden form, siger Dorte Borregaard.

I det første liveshows den 15. maj skal deltagerne synge sange fra musikfilm.

Powered by Labrador CMS