Den smukke seriemorder endte livet i en elektrisk stol
Først kort tid før sin henrettelse erkendte Theodore Robert Cowell, at han havde begået 30 drab i perioden fra 1974 til 1978. Men dagens fødselar havde muligvis endnu flere drab på samvittigheden.
Hans navn var Theodore Robert Cowell – og det er i dag 71 år siden, at han blev født i Vermont.
Hvis navnet ikke får en klokke til at ringe hos dagens fødselar, så er det nok fordi, at han er mere kendt under navnet Ted Bundy.
Bundy var en amerikansk seriemorder, kidnapper, voldtægtsforbryder, indbrudstyv og nekrofil, der overfaldt og myrdede adskillige unge piger og kvinder.
Men han var også en mand, der blev betegnet som intelligent og “handsome” – en charmerende fyr. I hvert tilfælde på overfladen.
Troede moderen var hans søster
Ted Bundy blev født på et hjem for ugifte mødre, af sin 22-årige unge mor Eleanor Louise Cowell.
Faderen var ukendt – og efter tre måneder på hjemmet, flyttede moderen tilbage til sine forældre i Philadelphia for at opfostre sin nyfødte søn.
I mange år troede Ted Bundy, at bedsteforældrene var hans forældre, og at hans rigtige mor var hans søster, fordi hans bedsteforældre ville beskytte deres datter og hendes ry.
Blev adopteret af en kok
Senere i 1951, da Louise mødte kokken Johnnie Bundy, flyttede familien til Tacoma i Washington for at blive gift.
På dette tidspunkt blev Ted Bundy adopteret af Johnnie – som behandlede Ted som sin egen søn.
Ted Bundy blev betegnet som en stille, genert og indelukket dreng, der ikke passede ind. Han blev – på trods af sit kønne udseende – mobbet af de andre elever.
Mistede tilliden til andre
Han fandt selv ud af, at hans rigtige forældre var hans “søster” og en ukendt mand.
Det var kraftigt medvirkende til, at Ted Bundy mistede tilliden til andre mennesker.
Den unge Bundy begyndte langsomt – men sikkert – at krybe over på den forkerte side af loven.
Stak af fra fængslet
Ted Bundy læste i en periode jura ved University of Washington, men gennemførte ikke studiet.
Han blev arresteret i 1975 og dømt for kidnapning i 1976. Herefter blev Ted Bundy tiltalt for mord – men to gange lykkedes det ham at stikke af.
Senest nytårsaften 1977/1978, hvor han stak han af til Florida.
Her nåede han – inden han blev arresteret igen 15. februar 1978 – at begå tre mord.
Blev dømt til døden
I 1979 blev Ted Bundy dømt til døden – og i dagene inden sin henrettelse tilstod han mordene på cirka 30 unge kvinder.
Hvor mange drab han reelt har begået er dog uvist, men det formodes, at han ialt har begået cirka 50 mord.
Desuden har han begået en række andre forbrydelser i form af voldtægter, overfald, indbrud og tyverier.
Ted Bundy opnåede stor berømmelse i USA. Han var intelligent, velformuleret og charmerende, og han fungerede som sin egen sagfører under en del af sine retssager.
Sadist, pædofil og nekrofil
Under sin sidste retssag, som handlede om mordet på den bare 12-årige Kimberly Leach, giftede han sig med en tidligere kollega.
I fængslet blev han undersøgt af psykiatere, og det kom frem, at han blandt andet var sadist, pædofil og nekrofil.
Eksempelvis havde han ofte sex med ligene, ligesom han gik i bad med ligene, sminkede dem og vaskede hår på ligene.
Ted Bundy blev henrettet den 24. januar 1989 i den elektriske stol i Floridas Statsfængsel.
(Kilde: Sun Sentinel og Wikipedia.org)