‘Den glemte astronaut’ død af kræft
Michael Collins, der var en af de tre astronauter på Apollo 11-missionen til Månen i 1969, er død med kræft
Nasa-astronaut Michael Collins, der blev i rumfartøjet Apollo 11, da Neil Armstrong og Buzz Aldrin tog de første skridt på månen, er død i en alder af 90 år.
Det skriver Michael Collins’ familie i et opslag på Collins’ Twitter-profil. Han var syg med kræft, oplyser familien.
Family Statement on Passing of Astronaut Michael Collins pic.twitter.com/6OAw7CzFaz
— Michael Collins (@AstroMCollins) April 28, 2021
Collins er ifølge nyhedsbureauet Reuters ofte beskrevet som den glemte tredje astronaut fra Apollo 11-missionen i 1969, fordi han som piloten i rumfartøjet blev tilbage, mens Armstrong og Aldrin tog afsted mod månens overflade, som de første mennesker i historien.
Mens Niel Armstrong sagde de nu berømte ord “det er et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden”, sad Collins alene i rumfartøjet i over 20 timer, indtil de to vendte tilbage.
Hver gang han passerede Månens mørke side mistede han kontakten med Nasa-holdet i hovedkvarteret i Houston.
– Ikke siden Adam har et menneske kendt til en sådan ensomhed, sagde Nasa-pressemedarbejder Douglas Ward med reference til Bibelen til fremmødte journalister i Houston.
Ikke ensom
Selv følte han dog ingen ensomhed. På en optagelse fra Apollo 11 kan han høres sige:
– Langt fra at føle mig ensom eller forladt, føler jeg mig som en stor del af det, der lige nu sker på Månen, sagde Collins.
I sin selvbiografi fra 1974, “Carrying the Fire”, skriver han, at han derimod var mere bange for, at Armstrong og Aldrin ikke ville vende tilbage til rumfartøjet.
– Min hemmelige rædsel i de seneste seks måneder har været at efterlade dem på Månen og vende tilbage til Jorden alene.
Alle tre vendte hjem, og mens Aldrin og Armstrong blev markante offentlige personligheder, var det aldrig Collins, der stod i rampelyset.
Et liv i skyggen
Mens Aldrin kæmpede med alkoholafhængighed, og Armstrong forsøge at trække sig fra rampelyset, var Collins tilpas i skyggen, skriver The Washington Post.
Amerikaneren Charles A. Lindbergh, der i 1927 blev verdensberømt, da han som den første fløj over Atlanterhavet alene, skrev et brev til Collins efter månelandingen, hvori han roste Collins for hans rolle i missionen.
– Jeg så hvert et minut af selve månelandingen, og det var ganske vist af ubeskrivelig interesse. Men for mig at se gennemgik du en oplevelse af på nogle måder stor dybde, skrev Lindbergh.
Collins, der blev født i Italiens hovedstad, Rom, blev uddannet på det amerikanske militærakademi i 1952, hvor han blev testpilot. I 63 blev han udvalgt som astronaut.
Han efterlader sig tre børn.