Dansk studie har produceret noget stort for Disney

Bare fordi man har til huse i Viborg, kan man godt arbejde for verdenshistoriens mest kendte tegnefilms-studie. I hvert fald hvis man arbejder for Nørlum.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vidste du, at Danmark var snublende tæt på at vinde en Oscar i 2015, i skikkelse af firmaet Nørlum?

Kategorien var bedste animerede film, og det endte med at være Walt Disney Animation Studio’s Big Hero 6, der løb med den eftertragtede statue, men et lille dansk animationsstudie var tæt på hæderen.

Animationsstudiet Nørlum holder til i Viborg, og den oscarnominerede film Sangen fra havet er til dels skabt på dansk grund.

Det føltes som et VM

Hovedstudiet på filmen var irske Catoon Saloon, men 35 minutter af de 94 minutter, filmen varer, var produceret i Danmark, og derfor var Claus Toksvig Kjaer, medejer af Nørlum-studiet, med kollegerne inviteret til Oscaruddeling i 2015.

Som bekendt vandt Danmark ikke en Oscar det år, men Claus Toksvig Kjaer fortæller, at nomineringen alene var nok til, at der blev åbnet nogle døre for den danske virksomhed.

– Ens liv ændrer sig, når sådan noget sker. Det føles som et VM. Vi var i Los Angeles i tre uger før Oscar-uddelingen, og alle ville gerne tale med dem, der kunne vinde. Da det blev afgjort, var det dem, der vandt, der fik opmærksomheden, men inden da får alle rigtig meget af det, siger Claus Toksvig Kjaer.

Så ringede de fra Disney

Den gruppe af mennesker, der var nomineret til en Oscar for bedste animerede film, tilbragte en hel del tid sammen, og det betød, at Claus og hans danske kolleger blev gode kolleger med den flok, der var nomineret for Big Hero 6.

Statuetten blev uddelt, tiden gik, og en dag blev de i Viborg kontaktet af selskabet bag vinderfilmen. Disney Television Animation, som den del af Disney hedder, kontaktede Nørlum for at få produceret en håndfuld af de episoder, der udgør første sæson af “Big Hero 6 The Series.”

Legen med 2D-animation

Big Hero 6-filmen er en animationsfilm som så mange andre animationsfilm, Disney har lavet (eksempelvis To på Flugt og Frost.) Filmene bliver lavet på computere, og her skiller det, Nørlum laver, sig faktisk noget ud. Sangen fra havet er en håndtegnet animationsfilm, som de japanske Ghibli-film, og som Disney-film var flest i 90’erne og før det.

Spørger man Claus Toksvig Kjaer om, hvorfor han arbejder med den klassiske form for animation, er svaret klart.

– For mig er 2D-animation Løvernes Konge, Drengen og Jernkæmpen og Miyazaki (der laver Ghibli-film, /red.), siger Claus Toksvig Kjaer og forklarer så, at den form for animation giver ham og kollegerne mulighed for at lege med det visuelle aspekt af tegnefilm.

– Alle de projekter, vi har lavet i Nørlum, har stilmæssigt været vidt forskellige, siger han.

Nye – hemmelige – projekter

Der er da også langt fra den visuelle stil, du oplever i Sangen fra Havet og i Big Hero 6. Hos Disney TV Animation traf man beslutning om, at “Big Hero 6 The Series” skulle laves med 2D-animation istedet for computeranimation, som filmen er det. Nørlum var derfor et godt match til at løfte opgaven.

– Vi har skabt et brand på 2D-animation, og nu laver vi ikke andet, siger Claus Toksvig Kjaer.

Arbejdet med Big Hero 6: The Series er overstået, og hos Nørlum er de nu i gang med nye projekter, Claus Toksvig Kjaer ikke må udtale sig om offentligt, før det ér offentligt, hvad de laver.

Fed fornemmelse

Det var det samme med Disney. Det kunne de ikke sige meget om i Viborg, før moderselskabet selv annoncerede det. Nu er historien dog ude, og Claus Toksvig Kjaer kan fortælle om, hvordan det er at sidde i Viborg og vide, at man arbejder for selveste Disney.

– Det er fedt. Det siger noget om, at man har lavet noget godt før i tiden, siger Claus Toksvig Kjaer.

Selvom han ikke kan fortælle, hvad de tegner på nu i Viborg, kan han dog sige, at der stadig er bud efter animationsstudiet. Drømmen er, at det bliver ved med at være sådan.

– Vi håber, at vi kan blive ved på en eller anden måde, siger han.

Powered by Labrador CMS