Dansk Stranger Things-stjerne lander rolle i ny HBO-serie

Linnea Berthelsen spillede en stor rolle i anden sæson af "Stranger Things". Snart er hun aktuel i ny serie.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 26-årige danske skuespillerinde Linnea Berthelsen er på vej længere op ad den internationale karrierestige med en rolle i en ny HBO-serie.

Det oplyser hendes agentbureau i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under videoen

I 2017 fik hun sit internationale gennembrud med en rolle i den meget populære Netflix-serie “Stranger Things”, hvor hun spillede hovedpersonen Elevens søster, Kali – også kaldet Eight.

Snart er hun aktuel i HBO-serien “Devs”, som er skabt og instrueret af den anmelderroste science fiction-instruktør Alex Garland.

– Det har været et fantastisk projekt at medvirke i og en anden retning end “Stranger Things”.

– Alex Garland har været eminent at arbejde for, og endnu engang har jeg lært utrolig meget på kort tid med enormt dygtige mennesker. Det har været en drøm at lave, siger Linnea Berthelsen i pressemeddelelsen.

Alex Garland slog igennem med filmen “Ex Machina” i 2014, som blev oscarnomineret for bedste manuskript, og står også bag “Annihilation” fra 2018.

Ikke nemt

Det er ikke nemt at slå igennem internationalt, men det kan lykkes, siger Linnea Berthelsen.

– Det er muligt, men det er også hårdt arbejde, og du holder aldrig fri fra det.

– Der sker en masse “usynligt” arbejde, som er mindst lige så spændende, som det arbejde folk rent faktisk ser på skærmen, og du skal brænde for begge dele, lyder det.

I science fiction-serien “Devs” spiller den unge skuespillerinde rollen som Jen, der arbejder i it-virksomheden Amaya og er specialist i kunstig intelligens.

Serien har premiere på HBO Nordic den 5. marts.

Powered by Labrador CMS