Dansk stjernesøn scorer stor rolle

Mingus Hassing Hellemann, der er søn af Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing og komponisten Peter Hellemann, spiller en af drengene i "En af drengene"

Udgivet Opdateret

En ny generation er på vej frem i underholdningsindustrien.

Mingus Hassing Hellemann, der er søn af Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing og komponisten Peter Hellemann, er højt på rollelisten i Viaplays nye seriesatsning.

Det 18-årige talent, der tidligere har medvirket i de nyeste Far til fire-film og i programserien "Kendisfamilier" på TV 2 Charlie, er nemlig en af drengene i den nye serie "En af drengene", som får premiere på streamingtjenesten 18. maj.

Rasmus Botoft medvirker også i serien, hvor man også kan se Jacob Spang Olsen, Oliver Tikotzki og Morten Burian i de bærende roller.

Mingus Hassing Hellemann er gået i sin mors, Anne Louise Hassings, fodspor. - Han er meget bedre end mig! Jeg tror, det er, fordi han er faldet totalt i gryden, sagde den stolte mor til Billed-Bladet i 2021. (Arkivfoto).
Mingus Hassing Hellemann er gået i sin mors, Anne Louise Hassings, fodspor. - Han er meget bedre end mig! Jeg tror, det er, fordi han er faldet totalt i gryden, sagde den stolte mor til Billed-Bladet i 2021. (Arkivfoto).

Følsomt og sjovt

Ifølge Viaplay er "En af drengene" et følsomt, sjovt, hjerteskærende og poetisk glimt af en heteronormativ og hypermaskuliniseret kultur.

Serien er skabt ud fra et autentisk queer synspunkt.

Ifølge Den Danske Ordbog vedrører ordet queer kønsidentiteter, der ligger uden for traditionelle opfattelser af køn og seksualitet, især uden for den heteroseksuelle norm, lyder det.

Mingus Hassing Hellemann (tredje fra venstre) spiller en af drengene i Viaplays nye serie 'En af drengene'. (PR-foto).
Mingus Hassing Hellemann (tredje fra venstre) spiller en af drengene i Viaplays nye serie "En af drengene". (PR-foto).

9. klasse

"En af drengene" centrerer sig om en gruppe 9. klasse-drenge, der skal på en traditionsrig manddomstur, som ifølge de entusiastiske voksne på turen skal gøre drengene til mænd.

Selv om turen er forbundet med ære og prestige, er det ikke alle, der glæder sig til at foregive at leve op til stereotype maskuline idealer og forventninger, lyder det om handlingen.

Egen fortælling

Serien er skabt på baggrund af instruktørens, Teys Schucanys, egen fortælling.

Ambitionen er at lave en serie, som han selv manglede, da han var teenager.

- Jeg er selv opvokset i provinsen og er blevet mobbet gennem hele min skoletid, fordi jeg ikke passede ind i idéen om, hvordan man skulle være, eller hvad man skulle sige og gøre, siger Teys Schucany i pressemeddelelsen.

- Når man er den "forkerte", har man brug for at blive spejlet et eller andet sted - et eller andet sted, der fortæller en, at man er god nok, som man er. Jeg håber, at "En af drengene" gør det for nogle unge mennesker derude i dag.

Rasmus Botoft - til højre med sokker i sandalerne - spiller en af de voksne i Viaplays nye coming-of-age-serie, 'En af drengene'. (PR-foto).
Rasmus Botoft - til højre med sokker i sandalerne - spiller en af de voksne i Viaplays nye coming-of-age-serie, "En af drengene". (PR-foto).

Premier 18. maj

Seriens executive producer er Piv Bernth, der har produceret en række af DR's største søndagsdramaer, herunder "Arvingerne" og "Forbrydelsen".

"En af drengene" har premiere på Viaplay 18. maj.

'En af drengene' er en coming-of-age-historie, som behandler temaer som seksualitet, maskulinitet, mobning og ikke mindst at føle sig anderledes, lyder det om serien. (PR-foto).
"En af drengene" er en coming-of-age-historie, som behandler temaer som seksualitet, maskulinitet, mobning og ikke mindst at føle sig anderledes, lyder det om serien. (PR-foto).
Powered by Labrador CMS