Dansk stjerneskud buldrer frem: – Jeg vil bare gerne stå i hjørnet

Ida Marie Nielsen tager med egne ord babyskridt mod en karriere som skuespiller og drømmer om anerkendelse. Ida Marie Nielsen er aktuel i succes-serien "Vikings", der har premiere torsdag på femte sæson.

Ida Marie Nielsen er aktuel i succes-serien “Vikings”. Foto: Helle Moos/Scanpix
Udgivet Opdateret

I en alder af blot 21 år har danske Ida Marie Nielsen opnået det, de fleste unge mennesker med en skuespiller i maven drømmer om.

Ida Marie Nielsen er aktuel i succes-serien “Vikings”, der er voldsomt populær på HBO.

Femte sæson har premiere torsdag den 30. november.

I den nye sæson spiller hun side om side med skuespillere som Jonathan Rhys Meyers, Gustaf Skarsgård og danske Alex Høgh Andersen.

Nysgerrig og søgende

Lær det unge skuespiltalent bedre at kende her:

Hvem er du?

– Jeg er aspirerende skuespiller, og jeg er storesøster, datter, veninde, kæreste og studerende. Jeg er mange ting. Jeg er også en ung kvinde, som prøver at finde min plads i den her kæmpe verden, men også i skuespilfaget. Jeg er meget nysgerrig og søgende som person, og jeg vil hele tiden gerne finde noget, jeg kan lære af og blive bedre til.

Viser forskellige ting

Hvad skal man kende dig for?

– Hvis man kender mig for mit arbejde, kender man mig nok fra “Vikings”, eller måske fra “Anna Pihl”, hvis man har været med på hele min rejse. Men flest kender mig nok fra “Vikings”, og det er jeg glad for. Serien er meget etablerende, og jeg kan få lov til at vise nogle af de forskellige ting, jeg kan som skuespiller.

– Jeg vil gerne huskes for at have gå-på-mod og en positiv tilgang til tingene. Jeg vil gerne huskes for at være hende, der smiler meget, og for at jeg kæmper rigtig meget for det, jeg gerne vil opnå og elsker. Det er konstant vigtigt for mig at bygge på og kæmpe for at blive skuespiller. Jeg arbejder hårdt på ikke at være en quitter, men i stedet en fighter.

Drømmer om anerkendelse

Hvad drømmer du om?

– Jeg drømmer om at blive anerkendt som skuespiller og opnå ros for mit arbejde. Lige for tiden drømmer jeg også om at rejse. Jeg vil så gerne til Sydamerika og opleve en anden kultur – udvide min horisont.

– Filmbranchen er en branche, som aldrig sover, og hvis man vil noget i den, så skal det være nu. Branchen venter ikke på, at du bliver klar. Med det sagt synes jeg, at det er vigtigt at passe på sig selv og følge sin mavefornemmelse. Lige nu siger min: “Tag ud og udforsk verden og dens mange nuancer”, og det har jeg tænkt mig.

Lidt socialt akavet

Hvordan skiller du dig ud?

– Jeg er lidt socialt akavet nogle gange, så en gang imellem kan jeg godt lide bare at stå ovre i hjørnet og være den, som ingen ser. Men det er selvfølgelig ikke så holdbart. Jeg synes, det er vigtigt bare at være mig selv. Jeg har ikke nogen manuel på, hvordan jeg klarer mig i den her branche.

– For at skille mig ud husker jeg på, at der ikke er andre som mig. Jeg tager mine egne erfaringer og tænker over, hvilke kvaliteter de har givet mig, og så prøver jeg at forstærke dem. Jeg vil gerne skille mig ud ved at lægge virkelig meget energi i mit arbejde. Allerhelst vil jeg kendes som en, der tør at stå ved sig selv.

Skal skubbes ud på dybt vand

Hvornår har du sidst været på dybt vand?

– Helt bogstaveligt i en scene i “Vikings”, men det må jeg ikke sige mere om. Men metaforisk – hver dag. Jeg er hele tiden på dybt vand, og det har jeg det faktisk helt fint med, det er ret spændende. Jeg vil meget hellere blive skubbet på dybt vand end at gå og være sikker hele tiden. Af den her branche har jeg lært, at man ikke kommer så langt med at være sikker eller forsigtig.

Hvem vil du gerne lære noget af?

Et stor tag-selv-fad

– Jeg vil gerne lære mere om mig selv. Men jeg har også ekstremt mange dygtige mennesker at lære af. Deriblandt mine forældre, søskende, medskuespillere og instruktører. Hvis man er åben over for at lære, er der et stort tag-selv-fad ude i verden.

– Lige for tiden vil jeg også gerne lære af skuespillerinderne Brie Larson og Alicia Vikander. De er rigtig dygtige. Jeg gad godt vide, hvordan de gør det og nuppe deres opskrift. Dem ville jeg gerne have en lille Q&A med.

Femte sæson af “Vikings” får premiere på HBO Nordic den 30. november.

Powered by Labrador CMS