Chok: Danske musikere bestjålet på det groveste under Aarhus-festival

Flere bands har været udsat for grove løjer i forbindelse med netop overståede Spot Festival i Aarhus.

Udgivet Opdateret

Efter weekendens Spot Festival er flere af de deltagende musikere vågnet op til andet en tømmermænd og beruselse efter bandets koncert: Flere musikerbiler blev nemlig natten til søndag brudt op og rippet for udstyr.

Det skete blandt andet for det københavnske band Mattis, der spillede lørdag aften.

– Efter jobbet pakker vi bilen og stiller den på parkeringspladsen foran Radisson, fortæller bandets trommeslager Abas Bathily, der oprindeligt stammer fra Aarhus, til Kendte.dk.

Det var man ret sikker på at kunne gøre, da der, som han udtrykker det, er både bomme og videoovervågning af pladsen.

Bandet fester lidt, og kvart i fire om natten går Abas fra hotellet for at sove hos sin mor.

Ubehagelig overraskelse

Da han kommer tilbage næste morgen, venter der ham en overraskelse – og ikke en behagelig en af slagsen.

– Jeg ser, at sidedøren på bilen står åben, så jeg tænker, at de andre sikkert er der, siger Abas Bathily.

Det var de ikke. Og det var bandets grej og instrumenter heller ikke. Bilen var nærmest som støvsuget.

– Der var en stortromme, et sæde, et tæppe og to keyboardstativer tilbage, fortæller Abas.

I alt var der udstyr i bilen for på den anden side af en kvart million kroner.

Nu venter en større indsats for at få instrumenterne, eller nogen lignende, tilbage.

– Og det kan være svært. Det er værst for guitaristen – hans ting har jo affektionsværdi, siger Abas. (Se opslag nederst i artiklen).

Derudover skal bandet også i gang med, igen, at lave de forskellige mix til medlemmernes in-ear-monitors. (Små hovedtelefoner, så musikere kan høre sig selv og de andre bandmedlemmer på scenen. Red.).

Der er nemlig et vigtigt job i vente for de unge gutter: Roskilde Festival i juni.

Spot tager det alvorligt

Bandet har været i kontakt med Spot-festivalen, der er klar over, at flere biler har været udsat for indbrud. Og her tager man også problemet seriøst.

– Det er jo på ingen måder deres skyld, men de er meget lydhøre. Vi har luftet tanken om, der måske skal hyres nogle frivillige vagter næste år, siger Abas Bathily.

Udover de store problemer med at få tingene tilbage, og de ekstra penge, som måske skal af medlemmernes egen lommer, hvis forsikringerne ikke helt dækker indbruddet, så lægger det også en dæmper på glæden.

– Man bliver bare så ærgerlig. Og nu skal man bruge tid og energi på det.

Abas Bathily er ikke i tvivl om, at det hele er koordineret. På de sociale medier kan man da også se, at Mattis ikke er det eneste band, der har haft indbrud i bandbilen. Kendte.dk er vidende om i hvert fald seks lignende sager – her er de nævnte i artiklen medregnet.

– Og det er både på parkeringspladsen, i parkeringskælderen og i Valdemarsgade, det er sket, siger han.

Politiet: Flere anmeldelser

Hos Østjyllands Politi bekræfter pressemedarbejder Janni Lundager, af der over weekenden er indkommet flere anmeldelser om indbrud i biler i området ved Radisson-hotellet og den nærliggende Valdemarsgade.

– Vi har modtaget to anmeldelser, hvor der konkret er melding om, at der er stjålet musikinstrumenter ved at sideruder i biler er blevet smadret. Den ene anmeldelse er fra parkeringspladsen ved Radisson, mens den anden gælder et tyveri på Valdemarsgade, siger hun til Kendte.dk

Det er uvist, hvor resten af af tyverierne er anmeldt – eller om de overhovedet er meldt til politiet, men Janni Lundager fortæller, at der er andre anmeldelser fra området.

– Her er der dog stjålet tasker og andet, der ikke specifikt er musikinstrumenter, siger hun.

Ved du noget, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS