Blev gift i modvind: Men dronning fejrer nok en fødselsdag som regent
Det vakte opstandelse, da kong Harald af Norge forelskede sig i dronning Sonja. Han holdt fast i at ville gifte sig med en borgerlig kvinde.
Sidste år var der dobbelt 80-års fødselsdag i det norske kongehus.
Landets regentpar, kong Harald og dronning Sonja, ramte den runde dag med knap fem måneders mellemrum, og den royale fælles fødselsdag blev fejret med pomp og pragt.
Onsdag den 4. juli fylder dronning Sonja 81 år, og fødselsdagen fejres – modsat den runde dag sidste år – lidt mere afdæmpet.
Det fremgår af det norske kongehus’ officielle kalender.
Udannet syerske og meget mere
Dronning Sonja kom til verden i Norges hovedstad, Oslo, i sommeren 1937 som borgerlig og bar navnet Sonja Haraldsen.
Hun har en uddannelse i håndværk og syning fra Norge og Schweiz. Senere blev hun uddannet cand.mag. i fransk, engelsk og kunsthistorie fra Universitetet i Oslo.
I 1959 mødte hun kong Harald, som på daværende tidspunkt var Norges tronarving. Men der gik knap et årti, inden at parret fik hinanden.
Gennem ni år måtte de hemmeligholde den royale romance.
Gift i modvind
Flere politikere og Norges daværende regent, kong Haralds far, kong Olav V, var imod, at kong Harald kunne gifte sig med en borgerlig, således at en borgerlig kvinde blev dronning af Norge.
Alligevel sejrede kærligheden til sidst, og parret giftede sig den 29. august 1968. Det betyder, at det norske regentpar i sensommeren i år kan fejre guldbryllup efter 50 år sammen som mand og kone.
Dronning Sonja er sammen med kong Harald forældre til kronprins Haakon på 44 år og 46-årige prinsesse Märtha Louise.
Ifølge det norske kongehus’ hjemmeside er dronning Sonja interesseret i kunst, kultur og fotografering, mens skole, uddannelse og socialt arbejde er blandt hendes royale mærkesager.