Ballade-Biebers selvransagelse: Se mit forbryderfoto

Hjerteknuseren reflekterer over sit liv på Instagram ved at dele et billede fra politiets varetægt.

Justin Bieber elsker sit nye forbrydelook. Se billedet i artiklen. Er du lige så imponeret? Foto: Mario Anzuoni/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Hash, hasarderet kørsel, klammerier, druk og divanykker.

Listen over Justin Biebers skandaler er næsten lige så lang som antallet af megahits og knuste pigehjerter.

Den i dag 23-årige sanger har tidligere åbenhjertigt fortalt blandt andet i talkshowet “Ellen DeGeneres”, at han er i gang med en større selvransagelse, og på Instagram reflekterer han nu over noget af processen foran sine millioner af følgere.

Det gør han til et billede, hvor han har sat et af sine forbryderfotos ind ved siden af en nyere selfie.

– Jeg elsker det (billedet, red.), fordi det minder mig om, at jeg endnu ikke er præcist der, hvor jeg gerne vil være. Men gudskelov er jeg ikke der, hvor jeg plejede at være! skriver han og fortsætter:

– Det bedste er endnu ikke sket – tror I på det?, skriver den grammyvindende “Where Are Ü Now”-stjerne.

I efteråret 2016 optrådte Bieber foran 49.000 hvinende “Beliebers” til en koncert i Parken i København.

I stedet for at haste videre til næste koncert i Belgien blev Bieber hængende og svingede forbi den nordsjællandske ishockeyklub Rungsted Seier Capital.

Klubbens direktør, Thomas Friberg, fortalte efterfølgende til BT, hvor imponeret han var over verdensstjernens evner på isen.

– Han var jo en helt almindelig fyr. Sød, rar og flink. Han havde bare lyst til at spille lidt hockey, hvilket han i øvrigt er ret god til, sagde klubdirektøren til avisen.

I skrivende stund har billedet fået to milllioner ‘synes godt om’ og knap 114.000 kommentarer med på vejen.


/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS