Badehotellet-stjerner skal prøve noget helt nyt
Skuespillerne Merete Mærkedahl og Ulla Vejby skal i kamp mod populær podcast-duo i "Fangerne på fortet".
I TV2-serien “Badehotellet” er de to stuepiger Edith og Otilia ikke altid de tætteste veninder, men det er skuespillerne bag, Ulla Vejby og Merete Mærkedahl.
Og det kommer dem formentlig til gavn, at de to skuespillerkolleger og veninder kender hinanden godt og kan arbejde sammen.
Artiklen fortsætter under videoen.
De deltager nemlig begge i den kommende sæson af “Fangerne på fortet” på TV3, hvor de skal kaste sig ud i grænseoverskridende udfordringer i jagten på fortets famøse nøgler.
Merete Mærkedahl og Ulla Vejby skal være på hold sammen, og som tredjemand får de selskab af kendiskokken Umut Sakarya, som er ejer af Guldkroen i København og deltog i efterårets sæson af “Vild med dans”.
De tre makkere får kamp til stregen af et stjernespækket modstanderhold.
Tv-vært Signe Lindkvist og skuespiller Iben Hjejle, som til daglig laver den populære podcast “Sitter”, deltager nemlig også i “Fangerne på fortet”.
Deres holdkammerat bliver håndboldstjernen Rikke Hørlykke, som har spillet på det danske kvindelandshold.
“Fangerne på fortet” får premiere på TV3 og Viaplay til april.
Blandt deltagerne er også realitystjernerne Stephanie “Geggo” Salvarli, Amalie Szigethy og Janni Ree, Vild med dans-stjernerne Morten Kjeldgaard og Michael og bageentusiast Micki Cheng.